Martha Topperzer rejste onsdag til Dakoro i det sydøstlige Niger, hvor hun for Læger uden Grænser (MSF) de næste 6 måneder skal arbejde på et projekt, som behandler underernærede børn.
Martha Topperzer skal koordinere og supervisere det øvrige sundhedspersonales arbejde på 5 sundhedscentre, som behandler børn under 5 år og deres mødre.
32-årige Martha Topperzer er både sygeplejerske og cand. scient. soc. i Internationale Udviklingsstudier og kommunikation. Hun har i den forbindelse tidligere været på feltarbejde i Uganda. Det er første gang, at Martha Topperzer rejser ud for MSF. Hun har før arbejdet på børnekræftafdelingen på Rigshospitalet.
– Jeg har valgt at arbejde for MSF, fordi jeg kan lide organisationens uafhængighed samtidig med, at de sætter ind, hvor der er behov, og ikke lader sig styre af en politisk dagsorden. Mine forældre er flygtninge fra Polen, og måske er det fordi, at jeg er anden-generationsindvandrer, at jeg har en indædt vilje til at hjælpe andre, siger Martha Topperzer.
MSF har haft et ernæringscenter og behandlet underernæring i Niger siden 2001. I 2005 optrappede MSF sin indsats kraftigt for at afbøde konsekvenserne af en større sult-katastrofe.
MSF har stadig en større indsats i Niger for at forhindre, at en lignende situation opstår. MSF har arbejdet i det fattige Sahelland i Vestafrika siden 1985.
——
Annelise Wendelboe Petersen rejser fredag i næste uge til Darfur-regionen i Sudan. Her skal hun de næste treenhalv måned arbejde for Røde Kors som operationssygeplejerske.
Hun bliver en del af et lille mobilt kirurgisk team, der med base i byen Nyala rejser rundt i Darfur-regionen og behandler syge og sårede. Situationen i Darfur er en af de værste humanitære kriser netop nu, og der er et enormt behov for hjælp.
Annelise Wendelboe Petersen er en af Røde Kors mest erfarne krigssygeplejersker, og hun har bl.a. arbejdet i Rwanda under folkemordet, i Liberia, Bosnien og Afghanistan. Senest har hun været i Tchad.