Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har udpeget professor Linda Nielsen som formand for Den danske UNESCO-nationalkommission.
Linda Nielsen, der var næstformand for nationalkommissionen, afløser redaktør Torben Krogh, som var formand fra 1999 til sin alt for tidlige død den 26. juni 63 år gammel.
Linda Nielsen er 55 år og professor i familie- og arveret på Københavns Universitet. Fra 2002 til 2005 var hun rektor for Københavns Universitet og i samme periode formand for rektorkollegiet. Linda Nielsen er medlem af regeringens Globaliseringsråd og har tidligere været formand for Etisk Råd. I maj i år blev hun valgt til ny præsident for Kræftens Bekæmpelse.
Den danske UNESCO-nationalkommission er rådgiver for den danske regering i UNESCO-spørgsmål og skal fremme UNESCO-arbejdet i Danmark. UNESCO står for FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur og har hovedsæde i Paris.
Nationalkommissionen består af op til 14 medlemmer, der repræsenterer de mange områder, som UNESCOs virke dækker, bl.a. uddannelse, videnskab, kunst og kultur, presse, ungdom og ligestilling.
Undervisningsministeren siger om udpegningen af Linda Nielsen:
– Den danske UNESCO-nationalkommission er et vigtigt bindeled mellem regeringen, civilsamfundet og UNESCO. Nationalkommissionen yder et godt og vigtigt arbejde, som er med til at sætte fokus på UNESCOs mange vigtige indsatsområder. Jeg ser frem til samarbejdet med den nye formand.