Jordemoder Sanni Bundgaard rejste mandag til Pibor i Sydsudan, hvor hun de næste 6 måneder skal arbejde for Læger uden Grænser (MSF).
Sanni Bundgaard skal stå for svangeromsorg for patienterne og undervisning af lokalt ansatte medarbejdere på sundhedsklinikken i Pibor.
Projektet tilbyder ikke bare hjælp til fødende kvinder og deres børn, klinikken har også en sengeafdeling, og der er MSF-sundhedshold, som rejser rundt i området for at yde lægehjælp. Der er i alt 13 internationale medarbejdere på projektet.
Det er 31-årige Sanni Bundgaards første udsendelse for MSF. Hun har fået orlov fra sit arbejde på Gynækologisk afdeling på Gentofte Hospital for at rejse ud med MSF. Sanni Bundgaard har i 2 omgange arbejdet i Grønland som jordemoder og tidligere også arbejdet i Thailand samt rejst længere tid i Afrika.
– Jeg glæder mig til at komme af sted og arbejde for, at der både bliver født en masse raske børn, og at de mødre, der må igennem komplicerede fødsler, overlever og allerhelst uden eftervirkninger, siger Sanni Bundgaard.
MSF har arbejdet i Sudan siden 1979.