Pia Dyrhagen er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp til et nyoprettet kontor i Kirgistan (Kirgisistan).
Hun skal arbejde som Programmedarbejder og Fundraiser for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Centralasien i 2008 og vil have base i Kirgistans hovedstad, Bisjkek, men den store humanitære organisation virker tillige i Kasakhstan og Tadsjikistan.
Fokus for arbejdet i regionen er at sikre udsatte gruppers adgang til sociale serviceydelser, såsom uddannelse, sundhedsvæsen og bolig.
Pia Dyrhagen opholdt sig også i Centralasien i 2005-06, hvor hun boede i Tadsjikistan. Hun har været tilknyttet Folkekirkens Nødhjælp fra 1998, hvor hun startede som frivillig i ungdomsnetværket, senere som studentermedhjælp. Hun er uddannet antropolog med fokus på Øst- og Centraleuropa.