Lisbet Rubinstein død

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Ministerråd Lisbet Dreyer Rubinstein, Nr. Herlev pr. Hillerød, er død 59 år.

Den tidl. informationschef i Udenrigsministeriet døde efter længere tids sygdom.

Lisbet Rubinstein, der stammer fra St. Heddinge på Stevns, blev uddannet som journalist i juni 1978 efter elevtid på Frederiksborg Amts Avis. Derefter fulgte 10 år i Vanføreforeningen, hvorpå hun pr. 1. august 1989 kom til Udenrigsministeriet, nærmere betegnet Danidas Informationskontor.

Presse- og informationsarbejdet her styrkede hendes interesse for Den 3. Verden og lagde grunden til hendes store viden om dansk udviklingsbistand.

Efter halvandet år i FN i New York (1994-95), hvor hun var udlånt for at være med til at forberede Det store Sociale Topmøde i København i marts 1995, kom hun tilbage til Udenrigsministeriet og kunne 1. september 2000 sætte sig i chefstolen og være den, der tilrettelagde informationsslagets gang.

Lisbet Rubinstein deltog både i rejser med journalister og kongelige, og hvor hun var ansvarlig, blev alt afviklet planmæssigt.

Blandt kolleger i Udenrigsministeriet var hun ikke blot respekteret som en dygtig og pligtopfyldende kollega, men beundret for en usædvanlig vedholdenhed og energi og med et stort engagement i dansk udviklingsbistand og bistandspolitiske spørgsmål. Dertil var hun en vellidt chef med fine menneskelige egenskaber.

En af de største sager, hun beskæftigede sig med, var Danmarks formandskab for EU i andet halvår af 2002, der sluttede med et EU-topmøde i København. Lisbet Rubinstein fik stor ros af ministeriets ledelse for sin chefhåndtering af informationssiden under det vigtige formandskab.

Derfor kom det som et chok for hende selv og vakte bestyrtelse hos hendes medarbejdere, at hun ikke var udset til at fortsætte på posten som leder af det, der dengang hed Stf.3, eller Kommunikationssekretariatet.

Hun blev ramt af sygdom og påtog sig, så længe kræfterne rakte, arbejde på deltid i ministeriet.

Lisbet Rubinstein efterlader sig sin mand, journalist på DR TV Mogens Rubinstein, 2 sønner og 2 børnebørn. Hun blev født 14. oktober 1948 og døde 24. januar 2008.

Æret være hendes minde

Redaktionen af u-landsnyt.dk

Bisættelsen finder sted fra Nørre Herlev kirke i Nordsjælland torsdag den 31. januar kl. 12.00.