Christiane Pahl er mandag rejst til Etiopien, hvor hun de næste 6 uger skal være med til at modvirke ernæringskrisen i den sydlige del af landet.
Hun skal arbejde som sygeplejerske på et af de stabiliseringscentre for stærkt underernærede børn, som Læger uden Grænser (MSF) har oprettet.
Læger uden Grænser indledte for 2 måneder siden en større indsats for at imødegå den alarmerende høje underernæring, der er i 2 regioner i Etiopien.
Siden er flere end 9.500 stærkt underernærede børn indskrevet i organisationens ernæringsprogrammer. MSF har nu 5 stabiliseringscentre og 42 klinikker i Oromiya og SNNPR regionerne, hvor der er dårlig adgang til lægehjælp og medicin. Læger uden Grænser har de seneste uger sendt 7 danskere til det store land på Afrikas Horn og i de nærmeste dage rejser yderligere 1.
– Det undrer mig, at der ikke har været mere omtale af den alvorlige ernæringskrise, som der lige nu er i Etiopien. Tilbage i 1980erne var alle meget oppe på mærkerne, men i dag er der ikke så mange, som hører om det, fordi det ikke er på mediernes dagsorden. Vi bliver nødt til at gøre noget, for ikke at tusindvis af børn skal dø, siger Christiane Pahl.
Det er tredje gang, at 31-årige Christiane Pahl rejser ud for MSF. Hun har tidligere været i Sydsudan og senest i Kenya. Hun bliver den syvende dansker, som arbejder for MSF i ernæringskrisen i Etiopien.
Christiane Pahl tilhører det danske mindretal i Sydslesvig og er uddannet på Den Sønderjyske Sygeplejeskole i Sønderborg. Herudover har hun en mastergrad i Sundhedsantropologi fra Københavns Universitet. Når hun kommer hjem fra Etiopien begynder hun på en Master i Public Health ved Lunds Universitet.
——-
Martha Topperzer er mandag rejst til Etiopien for Læger uden Grænser (MSF), hvor hun de næste 5 uger skal hjælpe undernærede børn i den sydlige del af landet. Hun skal arbejde på en ambulant klinik i regionen SNNPR (Southern Nations, Nationalities and Peoples Region).
32-årige Martha Topperzer er både sygeplejerske og Cand. Scient. Soc. i Internationale Udviklingsstudier og kommunikation. Hun har i den forbindelse tidligere været på feltarbejde i Uganda. I Danmark har hun arbejdet på børnekræftafdelingen på Rigshospitalet. Det er anden gang, at Martha Topperzer rejser ud for MSF – hun har tidligere arbejdet på et ernæringsprogram i det vestafrikanske Sahelland, Niger.
– Fra Niger kan jeg bruge den erfaring med behandling af underernærede børn, jeg har fra de syv ernæringsklinikker vi kørte. Forskellen til Etiopien er dog, at der var tale om en permanent situation i Niger, mens det her er en akut opstået ernæringskrise. Derfor venter jeg at se flere alvorligt underernærede børn, siger Martha Topperzer.
Normalt overlever over 90 procent af de stærkt underernærede børn, der kommer i behandling på Læger uden Grænsers klinikker.
MSF har virket i Etiopien siden massesulten i 1984-85.