Dansk Røde Kors har sendt finansadministrator Joyce Larsen til den jordskælvsramte Sichuan-provins i Kina.
Her skal hun den næste måned lede en base camp, som organisationen har indrettet for 45 medarbejdere, der virker for at få de ramte områder på fode igen.
Se også www.drk.dk/sw86833.asp
——
Anders Bæhring rejste onsdag til Etiopien for Læger uden Grænser (MSF), hvor han de næste 3 måneder skal være med til at hjælpe undernærede børn. Han skal arbejde som logistiker på et af Læger uden Grænsers ernæringsprojekter i den sydlige del af landet.
MSF indledte for 2 måneder siden en større indsats for at imødegå den alarmerende høje underernæring, der er i 2 af Etiopiens regioner.
Siden er flere end 9.500 stærkt underernærede børn indskrevet i organisationens ernæringsprogrammer. Læger uden Grænser har nu 5 stabiliseringscentre og 42 klinikker i Oromiya og SNNPR regionerne, hvor der er dårlig adgang til lægehjælp og medicin. Anders Bæhring er niende danske udsendte for Læger uden Grænser, som lige nu arbejder i det store land på Afrikas Horn.
Det er 28-årige Anders Bæhrings anden udsendelse for MSF – han har tidligere arbejdet i Liberias hovedstad Monrovia. Han er uddannet konstruktør i 2004 og har bl.a. studeret ”International Facility Management” i Holland.
Siden har han udarbejdet tilstandsvurderinger på Thule-basen, og han har også som ansat i et rådgivende ingeniørfirma været ansvarlig for oprydning efter fugleinfluenza på Langeland. De seneste 10 år har Anders Bæhring desuden været frivillig leder på Roskilde Festival og til Grøn Koncert for Muskelsvindfonden.
– På en måde glæder jeg mig til at komme af sted, men selvfølgelig ønsker man, at det ikke var nødvendigt at rejse ud for at hjælpe. Jeg har set børn dø af underernæring i Liberia, men jeg tror det bliver endnu hårdere denne gang, fordi jeg i højere grad kommer i mere direkte kontakt med de syge børn, siger Anders Bæhring.
MSF har arbejdet i Etiopien siden massesulten i 1984-85.