Henrik Døcker bliver 70

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Journalist Henrik Døcker, København, fylder 70 mandag den 4. august 2008.

Få danske mediearbejdere – måske ingen – ved mere end fødselaren om menneskerettigheder i internationalt perspektiv. Det har været Henrik Døckers kendemærke i næsten hele hans lange journalistiske liv.

Han nåede samtidig at blive en af de absolutte veteraner på det nationale danske nyhedsbureau, Ritzau, og kunne se tilbage på 37 års virke i Mikkel Bryggers Stræde i Københavns centrum, da han fra 2004 blev tilknyttet det hjemlige Institut for Menneskerettigheder (IMR).

I alle årene har han med afsæt i et stærkt engagement i FN, EU og den internationale beskyttelse af grundlæggende borgerrettigheder fyldt sin journalistiske produktion med artikler, kommentarer og bøger om disse emner.

I tillæg hertil er kommet livlig deltagelse, herunder bestyrelsesarbejde, i et væld af foreninger, heriblandt FN-forbundet og Den danske Europa-bevægelse. Et af initiativerne på denne front kom, da han i oktober sidste år stod som medstifter af den nye almennyttige forening “u-landsnyt.dk”, der nu har overtaget udgivelse og drift af denne nyhedstjeneste (se også rubrikken “Om os” her på siden).

I sin seneste virksomhed for IMRs hjemmeside – www.menneskeret.dk – gælder det løbende information om indholdet af de vigtigste domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Artikler, kommentarer og boganmeldelser fra hans hånd finder man fremdeles løbende i Helsinki-komiteens tidsskrift “Menneskeret og -Vrang” og FN-forbundets elektroniske nyhedsbrev.

Hans produktion i netop dette nyhedsbrev er flere gange bragt her på u-landsnyt, da hans overblik over begivenheder og udviklinger, som ellers ikke finder vej fra FN-systemet til dansk presse, er ret så enestående. Et af dem findes på linket
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14958&mode=Nyhed

Døcker er en mand med sine meningers mod og har aldrig været bange for at tale Roma midt imod. Hans integritet er ubestridt og hans indsigt ligeså.

Et stort til lykke fra

redaktionen af u-landsnyt.dk