Verdens fattigste og mest udsatte betaler hovedparten af de rige landes klimaregning. For at dette ikke skal overses i de mange klimaforhandlinger frem til og under klimatopmødet i København i december 2009 har CARE International ansat en klimakoordinator – en ung dansk kvinde ved navn Tove Maria Ryding.
Tove Maria Ryding er forkvinde for 92-Gruppen, der er en sammenslutning af 21 danske NGOer (herunder CARE Danmark), som arbejder med miljø og udvikling.
Derudover har Tove Maria Ryding været forkvinde for Regnskovsgruppen Nepenthes i 3 år og bl.a. udvist konkret miljø-aktivisme ved at møde op på den danske tømmergigant, DLHs, generalforsamlinger i hovedkvarteret i Høje Tåstrup vest for København og tale varmt for bæredygtig regnskovshugst.
Hun har været NGO-repræsentant ved adskillige internationale møder og forhandlinger og er respekteret i alle kredse. Med uddannelsen som biolog og studier i miljølov og –økonomi kan Tove Maria Ryding spille en vigtig rolle for CARE i processen frem til den næste klimaaftale, der får stor betydning for u-landene, hedder det.
– Først og fremmest skal CARE sikre, at verdens fattige ikke bliver overset i forhandlingerne. Så mit arbejde kommer til at handle om at gøre det tydeligt, hvilke klima-udfordringer de og vi kommer til at stå overfor, siger Tove Maria Ryding og fortsætter:
– CARE har i årevis arbejdet for at skabe bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. Derfor skal vi bruge CAREs erfaringer i klimaforhandlingerne og foreslå løsninger, der både skaber udvikling og beskytter klimaet. Kort sagt er der brug for CARE i klimaforhandlingerne, og jeg glæder mig meget til at skulle koordinere indsatsen.
– Vi havde flere end 300 ansøgere til stillingen. Og vi var gennem en stribe interviews, inden ansættelsesudvalget enstemmigt valgte ToveMaria Ryding til at koordinere CAREs advocacy-arbejde på klimaområdet. Jeg vil gerne understrege, at hun ikke blev valgt, fordi hun er dansk – men fordi hun var den bedste i feltet, siger programchef i CARE Danmark, Lisbeth Møller, der ledede ansættelsesudvalget på vegne af CARE International.
CARE om CARE
CARE Danmark er en del af CARE International, som er en af verdens største humanitære organisationer og gennemfører udviklingsprojekter og hjælpeprogrammer i over 70 lande. Over 45 millioner får et bedre liv gennem CAREs arbejde.
Målet er langsigtet. Der arbejdes med hjælp til selvhjælp i lokalt forankrede projekter for at styrke verdens mest udsatte – før katastrofen rammer!