Mindeord om den cubanske trompetist, sanger og komponist Luís Alvaro Varona
Den fremtrædende cubanske musiker Luís Alvaro Varona døde lørdag den 13. september 2008 i København kun 45 år efter en sej kamp mod kræften.
Luís Alvaro Varona begyndte meget tidligt at studere musik, idet hans far Jorge Varona, var en epokeskabende trompetist og medlem af det verdenskendte cubanske latinjazz orkester Grupo Irakere.
Luís Alvaro Varona var en storartet trompetist, der har spillet med Cubas mest fremtrædende orkestre som; Klimax, Adelberto Alvarez y Su Son, Roberto Fazz, Pucho Lopez, samt Son Varona, hans fars eget orkester.
Luís har endvidere spillet med musikere som Paquito D Rivera, Chucho Valdés, Arturo Sandoval, Carlos del Puerto samt andre verdenskendte musikere.
Luís Alvaro Varona kom til Danmark I 1994 for at deltage i det dansk-cubanske danse og musikteater-projekt Elegguá og de tre Dronninger, skrevet af den cubanske dramatiker Maite Vera. Luís mødte kærligheden, giftede sig og efterlader sig 3 dejlige børn; Anna Louise, Luca og Alma.
Efter projektet startede en ny epoke på den danske latinscene, da både Luís, Humberto Gomez Vera og Ignacio Guerra Acosta blev i Danmark og markerede sig med adskillige musiske initiativer.
I Danmark spillede Luís bl.a. som lead trompetist i Brande International Music Workshop, Grupo Chango, den prisbelønnede Calixto Oveidos band, med Larry Jean Louis orkester, Humberto y Su Son en Taya, Jorge Cordero y Los Gran Daneses, Salsa meet Jazz, Djanzz, Deodato Sequir, og via sit eget “Luís Varona Project”, der blev lanceret på Nova-festivalen i 2005 og North Sea Jazz Festival.
Han fortsatte samtidig sine musikalske aktiviteter i det meste af Europa, herunder via indspilninger og TV-programmer i Norge, Sverige, Spanien etc. I Danmark var han en del af husorkestret i “Endelig fredag”-programmerne på DR1 i 2005.
Luís var en stor og anerkendt musiker, hvis toner nåede langt ud i verdenen. Han var et varmt og dejligt menneske med et kæmpe hjerte og en brusende energi. Han ønskede at favne alle, selv om det ikke altid lykkedes, da det kolliderede med hans ønske om at være overalt.
Han var både et kærligt hjemmemenneske, der elskede sine børn, venner og koner, samt en musiker, hvis trang til at spille var endeløs. Efter han fik kræft for godt et år siden nåede Luís fortsat at indspille plader, TV-programmer og spille koncerter samt tilbringe en god tid med sine børn, kæreste og sin cubanske familie.
Efter den sidste svære sygdomstid, er det med stor sorg at vi må meddele afslutningen på det mangfoldige liv Luís Alvaro Varona levede.
Mikala Hoff Skovgaard, Humberto Gomez Vera og Hanne Esmann
——-
Det er et stort savn, vi har mistet en fantastisk musiker og god ven.
Varona kom til Danmark første gang for at arbejde i forestillingen “Eleggua y las 3 reinas”, hvor jeg selv havde fornøjelsen at arbejde sammen med ham. Han giftede sig så i Danmark og blev her.
Siden har mange haft fornøjelsen af hans selskab, hvor han blandt andet har spillet med Jorge Cordero og Danzon, samt i DR. I Cuba spillede han blandt andet med Klimax og Adalberto Alvarez y su Son.
Vi sender dig vores kærligste tanker, lys og fred.
Mange hilsner fra Stine Ortvad og Cubakultur.dk