Direktør Jesper Højberg, København, fylder 50 lørdag den 22 november 2008.
Siden 2001 har fødselaren udviklet organisationen International Media Support (IMS) med sæde i København, som finansieres af Danida og de øvrige nordiske lande og støtter journalister og medieorganisationer i krigs- og kriseområder.
Han er MA i antropologi, suppleret med en diplomuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Efter endte studier fik han job som Associate Expert på UNESCOs kontor i Namibia i det sydvestlige Afrika. Her var han i årene 1993-96 bl.a. med til at etablere MISA (Media Institute of Southern Africa).
Jobbet i Namibia førte til 2 år som direktør for UNESCOs filmskole i Harare i Zimbabwe. Fra 1997 og frem til etableringen af IMS i 2001 arbejdede Jesper Højberg som mediekonsulent, dels for konsulentfirmaet Carl Bro, dels som selvstændig konsulent.
Han kunne kort før sin fødselsdag glæde sig over, at u-landsjournalisternes faglige sammenslutning, Nairobi-klubben, tildelte IMS Nairobi-prisen for 2008.
Ved den lejlighed sagde han i sin takketale for prisen:
På vegne af IMS lad mig allerførst tilkendegive stor glæde over at have modtaget Nairobiprisen. Det er ærefuldt, og prisen sætter vores arbejde i et helt særligt perspektiv.
Et er at blive vurderet af eksterne konsulenter sendt af vore donorer til at vurdere kvaliteten af vores arbejde. Noget andet, og i mine øjne mere betydningsfuldt, er det at blive kigget efter i kortene af journalistiske og faglige kolleger.
Jeg må minde jer om, at de første skridt i IMS tilblivelseshistorie blev taget af folk med tæt forbindelse til Nairobiklubben. I blandt dem var Lars Møller, som formulerede de første tanker om IMS særlige mandat. Et mandat der lagde vægt på, at journalistkolleger med fart og maksimal fleksibilitet skulle sikre direkte hjælp til kolleger i konfliktramte områder af verden.
Fødslen var ikke uden sværdslag. Jeg mindes en debat, som foregik tidligt i 2000, da jeg første gang, som konsulent, stiftede bekendtskab med det der dengang havde fået navnet DIMS. Som jo betyder en meget lille ting.
Sværdslaget handlede om, hvordan man som journalist og medie kunne engagere sig direkte i medie-støtte uden at få det man kaldte et “kasketproblem”.
Var det muligt både at bevare den journalistiske, “ikke-direkte engagerede” uafhængighed og samtidig indgå i et praktisk støttearbejde med medier i konfliktområder i verdens brændpunkter?
I Nairobikredsen såvel som i Danmarks Journalistforbund og Danske Dagblades Forening, som også var en del af den oprindelige grundlæggerkreds, var der stor
usikkerhed. Som jeg har forstået det, var man meget tæt på ikke at gå ind i et samarbejde omkring etableringen af IMS. En enkelt stemme adskilte tilhængere og modstandere.
Blandt andet også med engageret og diplomatisk deltagelse af ambassadør Michael Wagtman – dengang direktør for Freds og Stabilititetssekretariat (FRESTA) i
Udenrigsministeriet, lykkedes det at skabe et første finansielt grundlag for vores arbejde.
Danish International Media Support (DIMS) blev til International Media Support (IMS) i begyndelsen af 2001 og dette navneskift signalerede et ønske om at skabe en international organisation.
En international organisation, som fra starten var indstillet på at tilføje det internationale mediestøttesamfund noget nyt, noget som ville være i stand til at komplimentere (supplere, red.) og ikke konkurrere med eksisterende internationale tiltag.
Et grundigt forarbejde, hvor andre internationale aktører blev hørt og konsulteret, klædte os på til at gå “i krig” med et unikt mandat i kampen for lokale journalisters sikkerhed, de frie mediers og dermed ytringsfrihedens overlevelse, og til sikring af information til befolkninger i lande med krig og politisk undertrykkelse.
Medier og konflikt
Lad mig, I al respekt, kort henvise til Jørgen Harboe, som i en vel kritisk kommentar til Nairobiklubben og tidens journalistiske tendenser fremfører, at bistand og fredelig international udvikling ikke er IN, som det var da Nairobiklubben tog sin begyndelsen for over 30 år siden.
Det er muligt, at der ikke skrives så meget journalistik om bistand. Til gengæld oplever vi i IMS stadig større interesse for spørgsmål, der berører konfliktløsning og fredsopbygning. Jeg mener, at det bl.a. hænger sammen med de erkendelser, det internationale samfund gjorde i 90erne under folkemordet i Rwanda og krigen på
Balkan. En erkendelse som bl.a. førte til skabelsen af IMS.
I Rwanda og på Balkan så vi, om ikke for første gang, så i hvert fald med en særlig afskyvækkende dimension, hvorledes medierne aktivt blev brugt til at fremme folkemord. Begrebet had-medier blev kendt i forbindelse med Radio Milcollinnes i
Rwanda, som systematisk anvendte det elektroniske medie til at fremme folkemordernes dagsorden.
Vi har med (dommen i Arusha) og de mange efterfølgende skriverier/analyser fået kortlagt, hvorledes medier kan gøres til genstand for destruktive politiske dagsordener. I IMS har vi set dette ufolde sig i Elfenbenskysten, Zimbabwe og
senest I forbindelse med den politiske konflikt i Kenya.
Hvor medierne I Rwanda tydeligt blev gjort til genstand for og orkestreret af folkemordets dirigenter, så fremkom et andet, lige så væsentligt, perspektiv i Kenya.
Da konflikten var på sit højeste, erkendte flere kenyanske redaktører fra landsdækkende medier offentligt, at de ikke var styret af mørke politiske kræfter. De bar selv en del af skylden for, at høje etiske og professionelle standarder var blevet tilsidesat.
International solidaritet
Jeg deltog for nylig i et internationalt symposium, som diskuterede, hvordan man mest effektivt håndterer bistand og støtte til lande, som har været i krig eller oplevet naturkatastrofer.
Chefen for syd-gruppen (Danida), Ib Petersen, sagde indledningsvis, at vi i den internationale bistandsverden har viden nok om de nødvendige handlinger, som bør
iværksættes i disse post-konliktlande. Det vi derimod mangler er handling – nærmere betegnet passende handling.
Han understregede betydningen af især 3 forhold, som i det seneste tiår er blevet nøgleord for den effektive bistand. Ordene er harmonisering, tilpasning og ejerskab.
Det international samfund har for længst erkendt vigtigheden af i fællesskab at samordne og koordinere deres indsats, de ved at det skal ske i tæt afstemning med lokalt definerede behov og ligeledes at det ikke nytter at handle i disse lande, uden at der er sikret lokalt ejerskab.
I al beskedenhed vil jeg mene, at vi I IMS gennem de seneste 7 år har udviklet en international og unik version af de nævnte udfordringer med særlig fokus på at støtte og skabe forudsætninger for frie og uafhængige medier og ytringsfrihed i postkonflikt lande og lande med politisk ustabilitet.
Vi har handlet, taget risici og kastet os ud i den udfordring det er at samle alle gode internationale kræfter i en fælles indsats og direkte støtte til medierne i politisk vanskelige dele af verden.
Vi har været vidne til de katastrofale følger af en manglende koordination af medie-hjælpen. Som andre sektorer i bistandsverdenen, er mediebistanden også hjemsøgt af konkurrence, som i mange tilfælde har modvirket effektiv udnyttelse af bistanden.
Vi har gode historier at fortælle fra Liberia, Zimbabwe, Kenya, Nepal, Sri Lanka og senest også Mexico. Vi har insisteret på, at det internationale (medie) samfund kan gøre det bedre og vi har sat os i spidsen for en ny måde at vise et kollektivt
internationalt engagement og i sidste ende også solidaritet.
Solidaritet er ikke yt, det er in og vores indsats sammen med det internationale journalistforbund (IFJ), Verdenssammeslutningen af Udgivere (WAN), UNESCO, AMARC, Journalister uden Grænser (RSF), INSI etc. opfattes af lokale medier og medieorganisationer som et ypperligt udtryk for solidaritet.
Lokale udfordringer og behov som basis for støtte
Lad mig vende blikket tilbage til den tid, da Nairobiklubben så sin begyndelse. På det tidspunkt blev den nye verdens informations- og kommunikationsorden lanceret.
Den havde som målsætning at sikre et balanceret informationsflow mellem nord og syd. Det blev imidlertid et synonym for regeringskontrol med information.
Det var i UNESCO, at denne debat foregik som en stormagtspolitisk dyst mellem u-landene/de tidligere østeuropæiske-lande og Vesten. Torben Krogh, IMS første gode og nu afdøde formand, har skrevet og deltaget aktivt i denne debat via sit engagement i UNESCOs internationale arbejde.
Som en sidebemærkning er jeg sikker på, at han nu ivrigt bakker på sin pibe og nikker anerkendende deroppefra.
Det er også i UNESCO, at der globalt sker noget i slut-firserne og op igennem 90erne, hvor man officielt gør op med den statskontrollerede udgave af et balanceret informationsflow. Man talte i stedet om pluralisme og støtte til uafhængige medier.
Man etablerede i den forbindelse en særlig fond (IPDC) til støtte af frie og uafhængige medier. Støtten skulle være konkret, baseret på professionelle kriterier og ikke begrænset af politiske og præferencer og statsstyring.
Uden at have en direkte sammenhæng med denne debat i 1970erne og 80erne kan man godt se IMS særlige tilgang i relation til dette.
Der har fra starten været et behov for konkret, fleksibel og hurtig assistance til uafhængige medier i konflikt og post-konflikt områder. Andre støtteordninger
var blevet bureaukratiseret og manglede den nødvendige fleksibilitet, og hyppigt var støtten styret af dagsordener, som ikke udsprang af lokale behov og lokale professionelle udfordringer, men af de særinteresser, som enkelte donorer og
internationale medieorganisationer havde.
Hvor er IMS i dag?
Hovedingredienserne i vores arbejde, de værdier og principper, som var grundlaget for vores tilblivelse, gælder stadig.
Men verden har ændret sig. Ikke alene er det en udfordring at sikre mediernes og dermed ytringsfrihedens overlevelse i konflikt og postkonflikt lande. Det har, med demokratiudfordringer i det tidligere Sovjet og ytringsfrihedens trange kår i den arabiske verden (samt Muhammedtegningernes særlige danske vinkel) været påtrængende for IMS at udvide vores operationsfelt.
For det første: For nu at vende tilbage til Nairobiklubbens arnested, så var vores indsats i Kenya tidligere på året et smukt udtryk for IMS særlige og fortsatte berettigelse i konfliktområder.
For det andet: Arbejdet i den arabiske verden har til gengæld sat kampen om ytringsfriheden højere på vores dagsorden. Ganske vist ikke på en larmende og trompeterende måde.
Nyttige medie- og journalistiske samarbejder er skabt mellem dygtige arabiske og danske medieprofessionelle, som på hver deres samarbejdende måde (og med små skridt) fremmer forståelse og er forhåbentlig med til at skabe lidt mere plads og rum for den frie ytring.
For det tredje: Hvor demokratiet stadig har trange kår i randen af Europa, har vi igangsat programmer, hvor potentialet i de “Nye Medier” afprøves, korrupte grupperinger bides i haserne af prisvindende, undersøgende journalister, og de
politiske og legale rammer for en demokratisk medie udvikling udvikles.
Dette er IMS i dag og i fremtiden med de nødvendige justeringer som morgendagen
nødvendiggør. Vi fortsætter – always being firm on principles but flexible in our procedures”.
Missionen er endnu ikke fuldendt.
Tak til alle tidligere og nuværende ansatte i IMS og tak til IMS bestyrelse.
Sidst men ikke mindst endnu engang tak for Nairobiprisen. (slut)
