Folkekirkens Nødhjælps tidl. vicegeneralsekretær Bodil Sølling, København, er død, 86 år.
Nødhjælpens formand, Kirsten Lund Larsen, skriver dette mindeord:
”En flygtning er det allerfattigste af alle fattige mennesker – en flygtning har simpelthen INGENTING,” sagde Bodil Sølling i et interview, jeg lavede med hende, da hun gik på pension fra Folkekirkens Nødhjælp i 1990. Hun gav det som begrundelse for, hvorfor netop flygtningearbejdet blev centralt i hendes liv.
Måske spillede det også ind, at hun selv som ganske ung måtte være “flygtning” i sit eget land. Under besættelsen var hun med i en modstandsgruppe og måtte gå under jorden hos et præstepar på Lolland.
Her oplevede hun mod krigens slutning, hvordan tyske flygtninge kom sejlende over Østersøen – hun har senere fortalt, at mødet med en ung mor med små børn blandt disse flygtninge især gjorde et uudsletteligt indtryk på hende.
Efter krigen arbejdede hun sammen med den senere biskop Halfdan Høgsbro i kirkernes flygtningearbejde i Tyskland og mødte her sin kommende mand, Erik Sølling.
I 1951 blev de præstepar på Falster, men i 1956 blev de involveret i arbejdet for de ungarske flygtninge. Flygtningestrømmen førte dengang til oprettelsen af Dansk Flygtningehjælp, som også blev til et livslangt engagement for Bodil Sølling.
Men det blev Folkekirkens Nødhjælp, der i knap en menneskealder blev hendes arbejdsplads som vicegeneralsekretær.
Her varetog hun særligt hjælpen til de østeuropæiske kirker under Den kolde krig og var engageret i det internationale kirkelige hjælpearbejde gennem især Det lutherske Verdensforbund, meget ofte som den eneste kvinde blandt mange ældre mænd.
I 1984 stillede hun op som kandidat til formandsposten i LWF mod en ungarsk biskop og var kun få stemmer fra at blive valgt.
Blandt de flygtningeprojekter, der havde en særlig plads i hendes hjerte, var børnehjemmet ”Fuglereden” i Libanon, som i sin tid blev grundlagt af bl.a. den danske missionær Maria Jacobsen efter folkemordet på armenerne i det nuværende Tyrkiet under 1. Verdenskrig.
Men også det lille afrikanske land Eritrea fik en speciel plads i Bodil Søllings liv. Op gennem 80erne koordinerede hun det internationale nødhjælpskonsortium, der sendte nødhjælp ind over grænsen fra Sudan, mens eritreanerne kæmpede mod Etiopien for at opnå selvstændighed.
Da det lykkedes i 1991, var Bodil Sølling en af hædersgæsterne, og ved 10-års jubilæet i 2001 opnåede hun endnu engang at gense Eritrea og møde gamle bekendte fra krigens tid – ikke mindst det nye selvstændige lands præsident Issayas Afewerki.
På det tidspunkt var hun selv blevet 78 og efterhånden meget dårligt gående, men engagementet og viljestyrken var intakt.
Nu er et langt og aktivt liv i flygtningenes tjeneste slut. I Folkekirkens Nødhjælp mindes vi med taknemmelighed en ildsjæl, der overkom det utroligste og aldrig sparede sig selv, men omsatte sit kristne menneskesyn i en uophørlig indsats for dem, der er allerhårdest ramt.
Æret være Bodil Søllings minde.
Bodil Sølling blev født 23. juni 1922. Hun døde 16. november 2008.
