Henny Hansen er pr. 1. december 2008 udsendt til Nepal som BLD Advisor for Mellemfolkeligt Samvirke.
Henny Hansen skal arbejde i det vestlige distrikt, Palpa, og være rådgiver for MS Nepals 3 partnere i distriktet indenfor temaet Building Local Democracy. Kontrakten løber frem til marts 2011.
Henny Hansen kommer fra en stilling som leder af international afdeling i Sex & Samfund, hvor hun har været i knapt 10 år. Hun har tidligere arbejdet for MS i Nepal fra 1991 til 1997, så hun vender nu tilbage til at arbejde direkte med målgrupperne i udviklingsarbejdet.
Henny Hansen er cand.mag. i samfundsfag og fransk og har taget en efteruddannelse i NGO management. Hun har i hele sin karriere arbejdet indenfor udvikling, startede i UNDP i Burundi, og har derefter bl.a. arbejdet i Zimbabwe i en årrække for Danida.
I Nepal skal hun være med til at udvikle og gennemføre MSes nye strategi og fokus indenfor lokal demokrati. I Nepal er det en særlig aktuel og vigtig udfordring. Nepal har været gennem over 10 års oprør ledet af maoisterne, afsat kongen og erklæret landet republik.
De mange års krig har mobiliseret landets mange grupperinger, og landet er plaget af modsætninger og interessekampe. Maoisterne leder nu regeringen, og der er nedsat en forfatningsgivende forsamling, som skal forberede genindførelse af demokrati.
Det diskuteres at indføre en føderal stat, men der er lang vej til enighed og fred i Himalaya-landet, som fortsat plages af besættelser, demonstrationer, boykot og opstande.
MS Nepal har derfor i sin nye landestrategi fa 2008 valgt at fokusere på 3 temaer, nemlig: building local democracy, land rights, og peace and reconcilation.
Indenfor lokaldemokrati-temaet er der sat 3 mål: 1) At øge marginaliserede målgruppers repræsentation i lokale politiske organer, 2) At holde de lokale regeringsinstitutioner ansvarlige overfor målgruppernes interesser, og 3) At støtte udvikling af et demokratisk civilsamfund.
Det bliver de temaer, som Henny Hansen skal arbejde med i Palpa-distrikt de næste 2 år. Hun ledsages af sin mand, Jakob Jespersen, som har arbejdet mange år i Nepal og vil fortsætte som konsulent, nu med base i byen Tansen i Palpa.