Naja Kalmer Ahialegbedzi, dansk konsul i Lome i Togo, er død, 68 år.
Ambassadør Johnny Flentø og ambasadør Gert Meinicke skriver mindeord:
Da Danmark ikke har ambassader i alle verdens lande, må mange ambassader dække en række nabolande til det egentlige opholdsland.
En af hovedårsagerne til, at dette overhovedet kan lade sig gøre, er et korps af frivillige repræsentanter for Danmark, de honorære konsuler, som i samarbejde med ambassaderne udfører et stort og ofte vanskeligt arbejde.
Ikke mindst i Afrika, hvor afstandene er store, kommunikationen ikke altid fungerer og infrastrukturen ringe, er de honorære konsuler helt uundværlige.
En af de fineste af slagsen var i en menneskealder Danmarks konsul i Lome i Togo, Naja Kalmer Ahialegbedzi.
Hun var uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og bosatte sig i Togo i 1970, hvor hun blev konsul i 1972. Siden bistod hun danske virksomheder og utallige danske enkeltpersoner med mangt og meget i et land, hvor kun få danske bevæger sig hjemmevant.
Det fransk-talende Vestafrika er ikke det nemmeste sted på kloden at operere i, hverken for det officielle Danmark, danske virksomheder eller enkeltpersoner. Ikke mindst i den lange årrække, da både den økonomiske og politiske situation i Togo var særdeles vanskelig, ydede Naja Kalmer Ahialegbedzi en fortrinlig indsats.
I de over 10 år, vi har befattet os med Togo – fra nabolandet Benin og Danidas Afrika-kontor – har vi foretaget os meget lidt angående Togo uden først at rådføre os med hende.
Uanset om det gjaldt følsomme politiske ærinder hos styret i Lome eller vanskelige konsulære sager, var Naja en solid hjælp og sparringspartner og altid parat til at yde det ekstra, der tit skal til i Afrika.
Hun mødte altid velforberedt og ydede uvurderlig støtte i mange pressede situationer.
Gode råd og analyser, der demonstrerede meget stor indsigt i togolesiske forhold, blev fremlagt på en venlig, men samtidig effektiv og målrettet facon, der gjorde det til en fornøjelse at arbejde med konsulen i Lome.