Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse for Ann-Sophie Nielsen med torsdagens afrejse til Liberias hovedstad Monrovia.
Her skal den 48-årige sygeplejerske de næste 6 måneder bl.a. sikre medicinforsyningen, undervise personalet og sikre kvaliteten i sygeplejen og hygiejnen i køkkenet på byens Island Hospital.
– Det bliver rigtigt spændende, og selv om jeg har haft meget at gøre med supervision og kvalitetsudvikling, bliver det en ordentlig mundfuld, for jeg skal samarbejde med rigtigt mange mennesker og jobfunktioner, siger Ann-Sophie Nielsen.
Hun har orlov fra sit arbejde som klinisk oversygeplejerske på kirurgisk afdeling på Glostrup Sygehus og gastroenheden på Hvidovre Hospital.
– Jeg har drømt om at blive udsendt, siden jeg så u-landsjulekalender som barn. Jeg tror, man lærer enormt meget både fagligt og personligt. Jeg har et utroligt privilegeret arbejde herhjemme, men jeg tror også, man kan have godt af at blive luftet igennem og finde ud af, om man dur i andre sammenhænge. Det er ikke helt til at vide, hvad der venter, så jeg går til opgaven med ydmyghed og respekt, siger hun.
Ann-Sophie Nielsen stammer fra Haslev på Sydsjælland, men bor til daglig i Valby.
Læger uden Grænser har arbejdet i Liberia i Vestafrika siden 1990.