Danidas chef i begyndelsen af 1970erne, ambassadør Wilhelm Ulrichsen, Holte, fylder 85 tirsdag den 10. februar 2009.
Fødselaren er cand.act., men i stedet for forsikringsbranchen valgte han udenrigstjenesten, som hurtigt gav ham poster ude i verden – først som ambassadesekretær i Madrid, ambassaderåd og charges daffaires i Caracas og konsul og handelsrådgiver i New York.
I bistandssammenhæng gjorde Ulrichsen sig først bemærket som en meget effektiv sekretær for udvalget bag den såkaldte Røde Betænkning fra 1970, der lagde grunden til loven om dansk udviklingsbistand året efter og bl.a. introducerede fænomenerne hovedsamarbejdslande og flerårig programbistand.
I 1972 stoppede Hans Erik Kastoft som chef for det, der nu var kommet til at hedde Danida. Han blev nordisk eksekutivdirektør i Verdensbanken, og i ham fik McNamara den ideelle medspiller i bestræbelserne i de år på at lave Banken om til en egentlig udviklingsorganisation.
Kastoft blev afløst af sin souschef Wilhelm Ulrichsen. De havde grundholdningerne til fælles – men var ellers dybt forskellige.
Tidl. konsulent i Danida, Klaus Winkel, har beskrevet det sådan:
“Lige så rolig og afbalanceret Kastoft var i enhver situation, lige så heftigt engageret var Wilhelm. Når Kastoft længe, forgæves, havde forsøgt at komme til orde, lagde han til sidst hånden på Wilhelms arm og sagde, som altid venligt: ”Ulrichsen, prøv engang at lytte, bare for the sake of the argument”.
“Wilhelm var en festlig og inspirerende chef – og meget ansvarsbevidst og flittig. Det var ingen spøg at blive udsat for hans temperament, hvis tingene ikke var i orden. Men det gik over – og med årene mildnedes temperamentet”.
Chef-tiden i Danida gik fra 1972 til 77. 1977-84 var han FN-ambassadør i New York og her bl.a. virksom i diplomatiske forhandlinger, der førte til, at tidl. statsminister Poul Hartling kunne præsenteres som fælles nordisk kandidat til posten som FNs Flygtningehøjkommissær, en post han vandt.
Senere blev Wilhelm Ulrichsen ambassadør i Madrid og Bruxelles. I 1992 gik han på pension og vendte hjem til Danmark.
Han har bl.a. været aktiv i Akademiet for den Tredje Alder, var vicepræsident for Dansk Kirke i Udlandet 1994-2000 og stod indtil oktober 2008 for de pensionerede ambassadørers månedlige frokostmøder.
Helt stille om ham har der dog ikke været i offentligheden. Han var således en af de 22 ex-ambassadører, der i august 2006 via dagbladet Politiken sendte et åbent brev til Anders Fogh Rasmussen med skarp kritik af statsministerens ageren i sagen om Muhammed-tegningerne.