Anders Bæhring er rejst på sin fjerde opgave for Læger uden Grænser (MSF).
Han skal den næste måned virke som logistiker i Zambias hovedstad, Lusaka, hvor der er udbrudt kolera i byens slumkvarterer.
Den 29-årige bygningskonstruktør er rejst over grænsen fra Zimbabwe, hvor han siden februar har været del af et hold, der overvågede og behandlede kolera i landområderne omkring landets næststørste by, Bulawayo.
Omfanget af koleraudbruddet er nu begrænset i de områder, og derfor giver Anders Bæhring en hånd med i nabolandet.
Det er Lusakas fattigste i slumkvartererne, der rammes af det aktuelle koleraudbrud. Her er de sanitære forhold og adgangen til rent drikkevand meget dårlige, og det giver grobund for den smitsomme sygdom, ikke mindst nu i regntiden.
Anders Bæhring har før været udsendt for Læger uden Grænser til projekter i Etiopien og Liberia. Han blev færdiguddannet i 2004 og har arbejdet 9 måneder i Grønland og halvandet år i Danmark, hvor han bl.a. har arbejdet med oprydningsarbejde efter fugleinfluenza på Langeland.
Kemiingeniør Jacques Courrier er taget til Niger for at deltage i en stor vaccinationskampagne mod meningitis i området omkring Guidan Roumji 525 kilometer øst for hovedstaden Niamey, der ligger i den sydlige del af det vestafrikanske Sahel-land.
Det er anden gang, Jacques Courrier rejser ud med Læger uden Grænser.
Han har tidligere været udsendt til Elfenbenskysten, hvor han arbejdede som logistiker og administrator på Læger uden Grænsers klinik i Bangolo.
I Niger kommer han til at arbejde med logistik, administration og økonomi. Opgaverne spænder fra at styre økonomi, personaleforhold og udbetaling af løn til at sørge for at de store mængder vaccine holdes nedkølet, hvilket er afgørende for at den er effektiv.
Jacques Courrier skal arbejde i et af 3 hold, der i alt tæller 31 internationalt udsendte medarbejdere og et større antal nationalt ansatte. Han skal være udsendt, indtil vaccinationskampagnen er færdig om et par måneder.
64-årige Jacques Courrier er uddannet kemiingeniør og har arbejdet i Jordan, Marokko, Tunesien og Chile. Han bor i dag i Allerød og har 2 voksne børn.
Læger uden Grænser rykker ud til meningitisepidemien, efter at Nigers sundhedsministerium har bedt om hjælp til at bekæmpe den smitsomme sygdom. MSF har tidligere foretaget massevaccinationer i Niger.
Niger ligger i det såkaldte meningitis-bælte, som strækker sig over Afrika syd for Sahara fra Senegal i vest til Etiopien i øst. Meningokok-bakterien, som er årsagen til bakteriel meningitis, er naturligt forekommende i bl.a. Niger.
Meningitis (hjernehindebetændelse) kan have en dødelighed på 50-80 procent, hvis lidelsen ikke behandles hurtigt med antibiotika.