Forskerpris i vandrensning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Marina Bergen Jensen fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet – har opfundet et renseanlæg, som omdanner grumset spildevand fra rendestenen til krystalklart vand.

Hun hædres nu med Innovationprisen 2009 på LIFE for sin bæredygtige opfindelse, som i fremtiden vil kunne bidrage til at skabe attraktive bymiljøer med rene søer og kanaler og åbne muligheder for at forbedre drikkevandet i udlandet, ikke mindst i Den 3. Verden.

Filteret er opbygget som en kiksekage. Hvert lag er dobbelt. Ét lag nylon og ét lag kalk. Nylonen, der minder om tjørnekrat, leder vandet hen over kalken i små kanaler. Det lille fald på en procent får vandet til at pible frem igennem lagene.

Vandrensningen efterligner processer under den danske muld. Når regnvandet rammer jorden, siver det ned og bliver til grundvand. Og det er dét princip, Marina Bergen Jensen bruger i filteret.

Det dobbeltporøse filter er en potentiel tørstslukker i lande, hvor vand er et spørgsmål om liv og død.

– I Kina har man f.eks. mange byer, der vokser ufatteligt hurtigt og presser de lokale vandressourcer mere, end de kan holde til. De steder har de brug for et mere lukket vandkredsløb. Hvis man først renser vandet for partikler, er det langt nemmere at desinficere, forklarede Marina Bergen Jensen for nylig til tidsskriftet “Samvirke”.

Rambøll har været med til at starte pilotanlægget. Nu håber den 44-årige hortonom-uddannede seniorforsker ved Skov & Landskab på LIFE (den gamle Landbohøjskole), at en fabrikant får øje på opfindelsen.

Hun planlægger 2 udgaver af filteret: Et til industrilande og ét til u-lande. I u-landene skal lokale materialer erstatte kalk og nylon. Lagene opbygges med håndkraft. På samme måde som man lægger fliser.

Som hun skriver i sin profil på arbejdspladsens website:

“Mit håb er på sigt at bidrage til, at danske kompetencer omkring håndtering af byens vandkredsløb kan fremme udviklingen af bæredygtige byer også andre steder på kloden. De erfaringer Skov & Landskab, jeg selv inklusive, har gjort i forbindelse med bl.a. et større Danida-projekt i Malaysia kan i den sammenhæng forhåbentlig vise sig værdifulde”.

Innovationsprisen tildeles hvert år til en forsker eller gruppe af forskere ved LIFE, som udmærker sig i forbindelse med innovation og erhvervssamarbejde. Her tænkes på arbejdet med bl.a. opfindelser, vidennetværk, forskningssamarbejde.