Ambassadør Orla Bakdal, København, fylder 60 søndag den 12. juli 2009.
Fødselaren er en af de sjældne embedsmænd i dansk diplomati, der er socialrådgiver-uddannet og har prøvet sig af med praktisk bistandsarbejde i lang tid, før han kom til Asiatisk Plads.
Stationsforstandersønnen fra Haarlev på Stevns fik allerede smag for bistandsproblematikken som studentermedhjælp i Dansk Flygtningehjælp, mens han passede studierne på Den Sociale Højskole.
Allerede samme år han var færdiguddannet tog han ud for Mellemfolkeligt Samvirke i 27 måneder (1974-76) – som socialchef i Botswana i det sydlige Afrika. Hjemturen på tommelfingeren tog et halvt år og endte i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han sad i 2 år, før turen atter gik ud.
Det blev til chefposter for MS i Kenya og Botswana (1979-85), alt imens hans kone, sygeplejerske Mette Nedergaard Bakdal, nedkom med sønnen Kristian.
Danida kaldte i 1985, for hans baggrund som socialrådgiver med en blanding af jura, økonomi, psykologi og sociologi var god til de lande, hvor Danmark yder bistand. Han sad først som fuldmægtig og bistandsråd i 3 år og blev så udsendt som charges daffaires i Sudan (1988-91).
Hjemme igen blev han souschef i kontoret for Mellemøsten, Nordafrika og Latinamerika (1991-93), chef for Danidas NGO-kontor (1993-96) og fik så sin første ambassadørpost.
Han residerede i Nicaraguas hovedstad, Managua, og dækkede herfra flere andre mellemamerikanske lande (1996-2000). Bakdal, der altid har været klar i mælet, ledede flere kritiske møder med myndighederne for at sikre, at midlerne gik uden om systemets snyltere og direkte til dem, bistanden var tiltænkt.
Det er dog nok hans absolut korteste ambassadørpost, den i Malawi, der har stået suverænt mest blæst om. Orla Bakdal trådte til som “vor mand” i Malawis hovedstad, Lilongwe, 1. januar 2001, men blev kaldt hjem allerede samme efterår. Det skete efter en episode, hvor en tidl. lokalt ansat malawianer på den danske ambassade lod sive, at han internt på ambassadens angiveligt var kommet med nedsættende bemærkninger om dav. præsident Bakili Muluzi.
Muluzi var ikke ukendt med Danmark – havde i sin tid været på 5 måneders “forstanderkursus” på Thisted tekniske skole – og indledte sin karriere på et dansk-støttet udviklingsprojekt, så han har næppe været ligeglad med, hvad danskerne mente om ham.
Uanset om der var noget om snakken eller ej (det var der formentlig ikke) var det klart, at Bakdal ønskede at komme uregelmæssigheder i danske projekter til livs, og det var ikke lige velset alle steder i Malawi.
I og for sig synd, at det skulle komme til at sætte sit præg på eftermælet for den danske bistandsindsats i landet, hvor vi havde været virksomme on-and-off helt tilbage fra 1965. Især fra 1995 gik det stærkt efter at Malawi det år i november blev udnævnt til programsamarbejdsland for Danida.
Den meget aktive Bo Jensen byggede over få år et spændende bistandsprogram op, som bl.a. indeholdt dansk støtte til mellemlange uddannelser og tekniske skoler under et program, der ville have skrevet sig ind i Afrika-kommisionens annaler som lige dét Afrika har brug for.
Den kommission, som VK-regeringen nedsatte; og den selvsamme regering som i januar 2002 svang spareøksen over u-landsmidlerne og bl.a. lukkede bistanden ned i 3 afrikanske lande, Zimbabwe, Eritrea – og Malawi.
Tidligere i år udkom en rapport, om hvorledes bl.a. Danmark har trukket sin bistand ud af en række u-lande. Kapitlet om Malawi er eine grausame Danida-geschichte og munder ud i stor tvivl om de reelle motiver til at lukke ned i Malawi – og hvem der tog initiativet: Embedsværket i Danida eller regeringen.
Orla Bakdal-sagen blev muligvis brugt som anledning til lukningen, se meget mere herom på http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17419&mode=Nyhed
Ingen kunne formentlig være mere ked af denne udgang end netop Bakdal. På den anden side blev han forskånet for at sidde i Lilongwe under det ydmygende hændelsesforløb, hvor Malawi bl.a. sendte 2 ministre til København for rent ud sagt at trygle Fogh Rasmussen-regeringen om at omgøre beslutningen.
Og hvor Danidas dav. chef nådigt tillstod dem foretræde kun for at give dem en kold skulder.
Hertil kommer den penible sag om godt 200 fattige kvinder, der var lovet hjælp til deres hønseridrift, men hvor Danida smækkede kassen i og efterlod dem fattigere end før. Først efter et vældigt bulder fra Folkekirkens Nødhjælp lykkedes det at få regeringen i København til at kompensere dem – læs meget mere på
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=7055&mode=Nyhed
Nok om Malawi. Efter et kort mellemspil hjemme på Asiatisk Plads overtog Bakdal ambassadørposten i Zambia i oktober 2003, hvorfra han tillige dækkede Angola og fra 2005 også Zimbabwe. Så helt umulig i en afrikansk sammenhæng havde han nok ikke gjort sig….(for nu at sige det pænt).
I næste måned træder han uden for nummer i udenrigstjenesten, idet han har fået den store post som vicedirektør i Den Inter-amerikanske Udviklingsbank, som er meget aktiv i Latinamerikas udvikling.
Det kræver spansk-kunnen, og det går ambassadør-parret igang med at erhverve sig om få uger i Costa Rica i Mellemamerika.
Herfra et kip med flaget for en stor bistandsmand.
