Kontorchef i Danida, Susanne Rumohr Hækkerup, København, fylder 50 fredag den 24. juli 2009.
Fødselaren har haft en karriere, der ligger et stykke fra den traditionelle udenrigsministerielle løbebane. Hun er premierløjtnant af reserven samt cand.mag. i historie og øststatskundskab fra Københavns Universitet.
Efter eksamen i 1987 blev hun ansat som fuldmægtig i Forsvarsstaben og kom 5 år efter til Asiatisk Plads, også som fuldmægtig. Efter 3 år i Moskva som ambassadesekretær (1993-96), kom hun hjem igen til en fuldmægtig-stilling og var året efter en afstikker tilbage i Forsvarsministeriet i 9 måneder.
I 2003 gik turen til Beijing, først som ambassadesekretær siden som ambassaderåd, og i marts 2007 blev Susanne Rumohr Hækkerup chef for det store FN-kontor i Danida. En meget markant udnævnelse og på et tidspunkt, da halvdelen af Danidas kontorer fik kvindelige chefer.
Se også http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=12354&mode=Nyhed
Efter nyordningen i Udenrigsministeriet, der trådte i kraft 1. juni i år, er hun kontorchef i det nye Center for Globale Udfordringer (bl.a. klima og fattigdomsbekæmpelse) med Steffen Smidt som leder.
Hun er gift med Hans Hækkerup, der var socialdemokratisk forsvarsminister (1993-2000) i SR-regeringen og senere chef for FNs civile administration i Kosovo (2000-2001).