Områdeansvarlig i Udenrigsministeriets enhed for Public Diplomacy og Kommunikation, Charlotte Henriksen, Valby, fylder 50 tirsdag den 1. september 2009.
Fødselaren kunne næppe ønske sig en bedre gave på dagen end det faktum, at netop den 1. september udkommer publikationen “Turen går til de varme lande” i hele 140.000 eksemplarer til gratis fordeling blandt klima- og globalt interesserede danskere.
Hun er nemlig ophavskvinde til ideen i sin tid om at udgive “Turen går til en mindre skæv verden”, en alternativ rejsefører om Den 3. Verden og et forsøg på at gå nye veje i u-landsoplysningen herhjemme. Dagens nyudgivelse kommer som en opfølgning på den første bog.
Det falder godt i tråd med, at Charlotte Henriksen gennem årene har arbejdet for en generel styrkelse af u-landsoplysningen – bl.a. at den blev mere kvalificeret, at der blev stillet større krav, og at u-landsaktørerne skulle indgå flere alliancer med samarbejdspartnere i andre sektorer.
Den både journalist- og læreruddannede fødselar – hun blev færdig med journalistuddannelsen på DJH i 1991 og fra Blaagaard Seminarium i 1994 – blev ansat i Danidas dav. selvstændige Informationskontor i 1994.
Siden har hun først og fremmest beskæftiget sig med Danidas oplysningsvirksomhed og tidligere været chef for Danida-sektionen i Kommunikationsenheden i 3 år i den gamle ministerielle struktur.
Hun har
– været rådgiver for sekretariatet for Danidas Oplysningsbevilling
– været med til at styre u-landsoplysningen gennem VK-regeringens nedskæringer, som kom i 2006
– haft ansvar for kampagner og tværgående informationsaktiviteter i Danida
– været og er tovholder på udarbejdelsen af kommunikationsstrategier og handlingsplaner inden for u-landsoplysningen og for analysearbejdet. Dette sidste ligger til grund for kommunikationen (opinionsundersøgelser, fokusgruppeundersøgelser osv.)
– haft ansvaret for udarbejdelsen af Udenrigsministeriets kommunikationspolitik
– givet input til Evalueringen af U-landsoplysningen, som kom i 2008, og
– givet input til opfølgningen på evalueringen – herunder siddet i sekretariatet for arbejdsgruppen, der blev nedsat af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i februar 09, og som har udarbejdet forslag til styrkelse af u-landsoplysningen.
Indimellem har hun bemærkelsesværdigt nok haft tid til at tage en Master i organisationspsykologi fra RUC, som hun gjorde færdig i 2007.
Den vellidte og altid positive Charlotte Henriksen er gift med Gert Birnbacher, mor til snart 15-årige Anton, Clara på 12 og stedmor til Anine på 26.
Udenfor arbejdspladsen er hun aktiv i vennekredsen og fritidslivet. Hun har siddet i børnenes skolebestyrelser og arrangeret både kolonier for børnenes klasser og et traditionsrigt familietræf, hvor 10-12 familier mødes hvert år til Kristi Himmelfart.
Hun var engang aktiv håndholdspiller, men dyrker nu mest løb, cykling og svømning (en kilometer 3 gange om ugen i DGI-byen).
Et stort til lykke på dagen fra
U-landsnyts redaktion