Journalist og forfatter Dan Larsen, Brønshøj, fylder 60 søndag den 11. oktober 2009.
Fødselaren var for 2 år siden blandt de 25 medstiftere af den almennyttige forening, der nu udgiver og driver internetportalen u-landsnyt.dk og er p.t. bestyrelsesmedlem – og en af kræfterne bag den nylige relancering af dette medie.
Engagementet for Den 3. Verden er også åbenbart gennem hans virke i den frivillige u-landsforening Dialogos, for hvem han aktivt sørger for overførsel af praktisk viden om og brug af avancerede webmedier til lokale NGOer i Bolivia.
Ad den vej er specialiseret viden om f.eks. pesticider i et regionalt projekt (www.plagbol.org.bo) i La Paz via internettet spredt til små 100.000 interesserede i hele Sydamerika over 3 år.
Dan Larsen er forfatter til de satiriske romaner “Holger” og “Viljen til magten” og har gjort sig bemærket ikke bare via flotte anmeldelser, men ved gennem sit eget forlag at forære det hele væk.
Man kan læse begge romaner gratis på internet, lytte til det hele i browseren, få alt som gratis podcast og selvsagt købe værkerne som bog eller lydbog på gammeldags facon. Som den første danske spændingsforfatter eksperimenterer han med udgivelse af litteratur på “alle kanaler” og ikke nødvendigvis for penge.
Dan Larsen har gennem årene bevæget sig på tværs af det danske mediebillede som alt fra reporter til redaktør steder som dagbladet Børsen, Morgenavisen Jyllands-Posten, TV 2 og Danmarks Radio. Flere hundrede baltiske og russiske TV-folk kom på journalistkursus hos ham, efter muren faldt.
For 25 år siden oprettede han et af verdens første webmedier i USA, men selv om det ikke gik så godt med økonomien, skræmmer erfaringen ikke. Til november åbner han www.bogradio.dk fordi sådan et online medie mangler.
Gennem årene har han (bl.a. støttet af Danida) været medstifter af radio3world, som producerede radio om og for u-lande.
Ved siden af sit engagement i u-landsnyt.dk er han aktivt bestyrelsesmedlem i DiGiDi, de kreatives uafhængige andelsselskab, som på non-profit basis åbner kommercielle muligheder i 25 lande for kunstnere uden fede kontrakter. DiGiDi eksperimenterer med at åbne verdensmarkedet for musikere i u-lande (Ghana pt).
I årenes løb har Dan Larsen modtaget 5 priser for sit arbejde for hjerneskadede (afatikere) og ordblinde børn, for journalistisk innovation på internet, udvikling af avanceret software til undervisning og som janteknuser.
Et stort til lykke her fra redaktionen til en ualmindelig vidende, engageret, dygtig og til tider temperamentsfuld herre, der – når han da ikke er i udlandet – holder til i sommerhalvåret i et skønt hus i haveforeningen Brønshøjholm i den københavnske forstad.