Project Manager Jeppe Christian Rude, Hillerød, er død 65 år.
Jeppe Rude havde usædvanlig flair for computer-teknologi og gjorde det til en del af sin mission at udbrede denne teknologi til verdens u-lande.
Han fik i sin tid etableret computer-teknologi i Grønland, som herefter benyttede sig af samme systemer som i Danmark. Han var også først med introduktionen af IT herhjemme og skrev flere lærebøger om datakommunikation.
Efter at have bestridt direktørposter i dansk erhvervsliv og været selvstændig oprettede han i 2001 NGOen ITUL (IT Udvikling i Udviklingslande), som i foråret 2002 blev til netværks-foreningen “Forum for IT i Udviklingslande” (FITU).
Det skete ud fra en idé om, at der manglede et netværk for alle, der beskæftiger sig med Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT) og udviklingslande.
Parolen var, at u-landene skulle have mulighed for at bruge viden produceret i de udviklede lande. Informationsteknologien gav nemlig Den 3. Verden en historisk og reel mulighed for at få en bæredygtig udvikling indenfor fattigdomsbekæmpelse, demokratiudvikling, ligestilling – stort set alle sektorer i dansk udviklingspolitik.
“Vi mener, at informationsteknologien kan bruges helt anderledes aktivt i u-landsbistanden – som et middel til at fremme langsigtet social, økonomisk og miljømæssig global udvikling. Derudover vil en koordination af den danske bistand på IT-området give bedre og mere bæredygtige projekter, hvilket i sidste ende vil styrke Danmarks indsats”, hed det i programerklæringen.
I netværket brugte Jeppe Rude som både initiativtager, idemand, formand og drivkraft sine evner på alskens projekter i Asien og Afrika.
I Afrika var han involveret i alt fra symaskine-projekter for enlige unge kvinder til indsamling af ældre computere fra danske universiteter, som blev sendt til afrikanske skoler og ikke mindst uddannelse af lærere i IT-kundskab.
Samtidig med sit virke i FITU arbejdede Jeppe Rude for Rovsing Management, hvor han etablerede tiltag i projektledelse i Afrika udfra ideen om, at muligheden for at kunne lede projekter selv, skaber den mest bæredygtige og selvstændige udvikling.
Jeppe Rude brændte for sit arbejde og var altid engageret i et nyt projekt, for han kunne ikke andet. Og som den ildsjæl han var, kunne han godt blive gal i skralden.
Som eksempelvis i november sidste år, da Juridisk Fakultets IT-afdeling på Københavns Universitet efter en intern sammenlægning pludselig stod med 200 næsten nye PC-er (Personal Computers) og Jeppe Rude og FITU gerne ville have fat i dem til et universitet i Uganda – der stod og manglede computere.
Men så fik Københavns Universitet kolde fødder. I stedet for at donere udstyret til Uganda, som man oprindelig havde tænkt, besluttede man at skrotte det. Årsagen var en udsendelse i TV, hvor man så nogle gamle PC-er blive brændt af under dadelværdige forhold på en losseplads i Ghana.
Jeppe Rude var indigneret og sendte følgende udtalelse til u-landsnyt: “KUs beslutning er helt uforståelig. Hvis vi ikke får Afrika integreret i informationssamfundet og lært dem at betjene en PC, kommer vi ikke ret langt med vore øvrige bistandsprojekter. Hvis der ikke skal sendes PC-er til Afrika, fordi de forurener miljøet, skal de vel heller ikke have traktorer eller mobiltelefoner. KUs argument virker stenalderagtigt. Falsk u-lands-romantisme”.
Jeppe Rudes virke strakte bredt. På flere rejsestipendier fra Danida tog han ud for at lave undersøgelser om IT-udvikling i bl.a. Vietnam, Bhutan, Tibet og Nepal, hvilket han har skrevet artikler og lavet fotoudstillinger om.
Nu er han ikke mere. Han overleves bl.a. af datteren, journalist Mathilde Rude, og sin mor, den legendariske kvindesagskvinde, Eva Rude, som nu er 87.
Jeppe Rude blev født 27. oktober 1944 og døde fredag den 20. november 2009.
Som født og opvokset i Holte bisættes han fra Holte Kirke, Solbakken 56, 2840 Holte lørdag den 28. november kl. 11.