Generalsekretær og cand.polit. Anders Ladekarl, Klampenborg, fylder 50 fredag den 8. januar 2010.
Fødselaren har ifølge omtalen på sin hjemmeside været erhvervsaktiv siden han var 5 (som mælkedreng) hjemme i Randers-forstaden Vorup, hvor han voksede op. Vejen gik over Randers Statsskole og Aarhus Universitet til polit.-studiet i København, som han færdiggjorde i 1989.
Via den socialdemokratiske bevægelse kom han til topposten i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), hvor han ryddede op med hård hånd, han blev derpå en meget synlig informationschef i Dansk Flygtningehjælp og kom i 2002 til Dansk Røde Kors og den centrale post som international chef.
Det internationale hjælpearbejde fordrede over 100 rejsedage om året til katastrofe- og kriseområder i flere end 100 lande verden over, som f.eks. Nordkorea, Burma, Zimbabwe, Sudan, Afghanistan, Syrien og DR Congo.
Han stod i spidsen for nødhjælpen og genopbygningen i Indonesien og Sri Lanka efter tsunamien i 2005 og organiserede hjælp til ofre for jordskælv og oversvømmelser i Asien og Afrika og for udviklings-programmer for hiv-ramte, drikkevandsforsyninger og basale sundhedsydelser og stod for lastbilskonvojer med nødhjælp til Bosnien under krigen i det tidligere Jugoslavien.
I efteråret 2007 kom så sagen med dav. Røde Kors generalsekretær Jørgen Poulsen, der ønskede at forfølge en politisk karriere, reelt blev fyret og derpå krævede et gyldent håndtryk.
Ind kom Anders Ladekarl som ny generalsekretær i domicilet på Blegdamsvej i København og han lagde fra starten ikke skjul på, at hans ledelsesstil ville blive en anden end den godt 16 år ældre Jørgen Poulsens, og ikke kun, fordi der skete et generationsskifte.
“Jeg er en helt anden type end Jørgen. Jeg vil ikke bruge min egen person så meget i medierne, som han gjorde, men give plads til de medarbejdere, der arbejder med de forskellige sager. Vi skal være mere moderne, både på den måde, vi kommunikerer udadtil, og i vores interne arbejde”, sagde Ladekarl til Berlingske Tidende umiddelbart efter sin tiltrædelse pr. 1. marts 2008.
Den programerklæring kan man mene om, hvad man vil – men nogle opfattede nok dengang ordene om Poulsen som et lille æselspark til en mand, der i forvejen lå ned.
Ladekarl ville gerne være mere moderne i kommunikationen udadtil og internt. Det sidste er vanskeligt at bedømme set udefra, men i forhold til offentligheden er det svært at se nybruddet.
Det skulle da lige være offentliggørelsen af hans ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at hans årsløn i dag pænt runder millionen – rundt regnet en kvart million mere end hans kollega i den anden af de “2 store” organisationer på det humanitære felt herhjemme – Folkekirkens Nødhjælp.
Åbenhed om problemer i danske Røde Kors-projekter rundt om i verden har det derimod knebet slemt med. Sidst set i forbindelse med Ekstra Bladets omtale af manglende opfyldte mål i et skoleprojekt i Laos, hvor organisationen ikke på noget tidspunkt selv havde gået ud og fortalt herom.
Det er faktisk slet ikke umuligt at vise åbenhed, også når det gør ondt. Se bare til Folkekirkens Nødhjælp, som har en særlig anti-korruptions-side på sit website med omtale af alle sager (ganske vist de aktuelle i anonymiseret form) og har oprettet en særlig klageinstans, hvor man kan anmelde uregelmæssigheder, bedrageri m.v.
De bedste forsvar mod dårlig omtale er åbenhed, kompromisløs åbenhed. Det har dagens fødselar til gode at vise al u-landsfolket og offentligheden, at han bemestrer. Han kan så trøste sig med, at han og hans organisation fortsat deler denne skavank med store dele af det danske u-landsmiljø.
Ladekarl har overlevet først Bertel Haarders, så Ulla Tørnæs udrens-ning af kritikere i U-landsstyrelsen, hvor han nu har siddet i 5 år. Til gengæld har vi kke hørt mange kritiske ord om dansk udviklingspolitik fra hans mund de senere år.
Og så måske lidt alligevel. Dansk Røde Kors stod i hvert fald i november 2009 som medunderskriver på et fælles notat fra 18 u-landsorganisationer i regi af samarbejdsorganet NGO Forum, hvori der på en stribe punkter rettes en lammende kritik mod VK-regeringens oplæg til en ny politik for dansk samarbejde med u-landene, som Tørnæs vil virkeliggøre i år.
Uanset hvad: Et stort til lykke på dagen fra redaktionen af u-landsnyt.dk
Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-03-08/anders-ladekarl-ny-generalsekret-r-i-dansk-r-de-ko