Den danske læge Jonas Torp Ohlsen rejser til Haiti for Læger uden Grænser (MSF) for at deltage i det akutte nødhjælpsarbejde efter det kraftige jordskælv, der ramte den caribiske ø-nation tirsdag aften.
32-årige Jonas Torp Ohlsen er uddannet fra Københavns Universitet. Han har tidligere været udsendt for Læger uden Grænser til Etiopien, Den Centralafrikanske Republik og senest til DR Congo, hvorfra han kom hjem juleaftensdag.
Læger uden Grænser har i forvejen flere hundrede ansatte i Haiti – haitianere og internationalt udsendte – fordi organisationen har projekter flere steder i og omkring hovedstaden Port-au-Prince. MSF arbejder på 2 hospitaler i byen og driver et sundhedscenter i slumområdet Martissant.
– At vi allerede er til stede i Haiti gør det muligt for os at yde akut hjælp til ofrene for jordskælvet, men behovene synes at være enorme, og derfor sender vi nu flere læger, sygeplejersker og andre specialister til Haiti, fortæller formand for Læger uden Grænser i Danmark, Jesper H. L. Jørgensen, som forudser, at flere danskere bliver sendt af sted.
Man kan støtte Læger uden Grænsers arbejde med akut opståede katastrofer ved at indbetale et beløb til organisationens katastrofefond. Læs mere på www.msf.dk