Ny kampagneleder i Operation Dagsværk

Forfatter billede

Operation Dagsværk (OD) har ansat Signe Skovmand som ny kampagneleder. Hun afløser Mikkel Iversen, der har ledet Zimbabwe-kampagnen i 2009.

28-årige Signe Skovmand gjorde sine første erfaringer med Operation Dagsværk som koordinator for OD-gruppen på Vordingborg Gymnasium i 1999. Hun er nu nyuddannet kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Hun har bl.a. været i praktik hos UNESCO i Uruguay, hvor hun arbejdede med lokalradioer i det sydamerikanske lands fattige landbrugs-områder.

Senest har hun været ansat som producent på teaterforestillingen “What Happened” på teater Får302 og har desuden lavet lokal-TV på TV-stationen TV-TV og radio på Københavns Universitetsradio.

Operation Dagsværk støtter i 2010 et uddannelses-projekt i Burma. Signe Skovmands første store udfordring bliver at hun, sammen med Operation Dagsværks frivillige, drager til Burma her i slutningen af januar på research-tur.

Burma kom sidst i mediernes søgelys i 2007, da buddhistiske munke startede massive folkelige demonstrationer mod landets nu 47 år lange militærdiktatur.

Derefter bliver det hendes opgave at holde styr på oplysnings-kampagne og indsamling sammen med de frivillige, der bruger et halvt år af deres liv på at lave oplysnings- og udviklingsarbejde hos OD.

Burma-projektet blev valgt af Operation Dagsværks stormøde 29. november 2009. Burma-projektet var stillet i forslag af og skal udføres af Folkekirkens Nødhjælp.

Yderligere oplysninger om kampagnelederen, Burma-projektet eller Operation Dagsværk rettes til ODs sekretariatsleder Stine Bang på tlf. 33 11 45 40 eller e-mail [email protected]