Matthias Gamrath er rejst til Indien for Læger uden Grænser (MSF), hvor han i 8 måneder skal arbejde i den nordøstlige delstat Nagaland ved grænsen til Burma.
Her skal den 36-årige administrator være ansvarlig for administration og økonomi i et projekt, Læger uden Grænser nu åbner i den forsømte delstat. Adgangen til sundhedshjælp er meget ringe i området og især i 2 isolerede distrikter Mon og Tuensang langs grænsen, hvor befolkningens eneste sundhedstilbud er det nødstedte distriktshospital i Mon.
I første omgang fokuseres indsatsen på at støtte hospitalet med personale, udstyr og medicin, så det bl.a. kan tilbyde ambulant behandling, skadestue, kirurgi, psykologhjælp og 50 sengepladser til indlæggelser. Vaccinationsdækningen er meget lav i de isolerede egne, og i løbet af 2010 vil Læger uden Grænser gennemføre massevaccinationer mod mæslinger – en sygdom som koster mange børn livet.
Læger uden Grænser har arbejdet i Indien siden 1999.
Det er fjerde gang, Matthias Gamrath rejser ud som administrator. Han har tidligere arbejdet for MSF i Nigeria, Sierra Leone og i den nordlige del af Darfur.
– Det bliver spændende at åbne et projekt fra bunden med alt, hvad der hører til det. En vigtig del af jobbet bliver at etablere Læger uden Grænsers tilstedeværelse i området. I begyndelsen skal jeg drikke en del te med forskellige myndigheder og bl.a. kvindegrupper og skabe forståelse for, at vi er der for at tilbyde gratis sundhedshjælp uden at skele til patientens etniske eller politiske baggrund, siger Matthias Gamrath.
Matthias Gamrath er vokset op i Lyngby og uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.