EU-NGO Platformen har fået ny sekretariats-leder, idet Rina Valeur Rasmussen tiltræder i jobbet mandag den 16. november.
Rina Valeur beskrives som meget vellidt og respekteret i det danske EU-miljø, hvor den 31-årige cand.scient.pol. har arbejdet i en del år, bl.a. i den danske EU-repræsentation i Bruxelles og senest som sekretariatsleder for den danske Europa-Bevægelse.
EU-NGO Platformen er “overbevist om, at hun er den rigtige person til at stå i spidsen for en ny og stærkere Platform, der ved årsskiftet forventes at lancere ny strategi samt gennemføre en væsentlig kapacitetsudvidelse af sekretariatet”.
Håbet er at kunne bemande Platformens domicil på Vester Voldgade i København med 2 akademiske medarbejdere og 2-3 studenter-praktikanter.
Rina Valeur afløser Per Bo, en af veteranerne i det danske u-landsmiljø, og ikke mindst indenfor fagbevægelsens u-landsarbejde, som gik på pension pr 1. september i år. I mellemtiden har Laust Leth Gregersen fungeret som sekretariatsleder.
EU-NGO Platformen har samtidig valgt ny bestyrelse:
Forkvinde: Birte Hald, MS ActionAid
Næstformand: Lars Koch, IBIS
Allan Duelund Jensen, Folkekirkens Nødhjælp
Lehnart Falk, ADRA
Line Gamrath Rasmussen, Care
Carsten Strandlod, Red Barnet
Camilla Torp Petersen, Projektrådgivningen (SOS børnebyerne)