Projektrådgivningen i Århus har ansat Thure Hastrup som ny bevillingskonsulent i Projektpuljen med tiltrædelse fra ansøgningsrunden 15. december 2009.
Han afløser Jeef Bech, der bliver ny faglig leder i Projektrådgivningen ved årsskiftet.
Thure Hastrup har mere end 25 års erfaring med udviklingsarbejde fra især Latinamerika. Hans særlige fokus er demokratisering, styrkelse af det kommunale demokrati og god lokal regeringsførelse.
Han har arbejdet med demokrati og lokal udvikling som chefrådgiver for bl.a. Danida og FNs Fond for Kapitaludvikling (UNCDF) og været projektkoordinator for IBIS i Nicaragua.
Thure Hastrup arbejder i dag som selvstændig konsulent. Han er bl.a. uddannet som cand.phil. i Latinamerika Studier fra Aarhus Universitet og har gennemgået et Ph.d. stipendiat i demokrati og politisk kultur på Aalborg Universitet.
Projektrådgivningen er en sammenslutning af flere end 220 små og mellemstore foreninger (NGOer), der alle er engagerede i u-landsarbejde – enten som hovedformål eller som del af deres virke.
Projektrådgivningens formål er at give rådgivning og kurser til medlemsforeningerne, samt at administrere Projektpuljen. Denne pulje, som tidligere hed Minipuljen, er en særlig kasse til at støtte danske foreningers projekter i samarbejde med lokale partnere i u-landene. Projektpuljen administreres af Projektrådgivningen, men man behøver ikke være medlem af samarbejdsorganet for at få støtte.
Projektrådgivningen varetager desuden de mindre u-landsorgani-sationers interesser i forhold til myndigheder og politikere og arbejder på at styrke synligheden af det folkelige u-landsarbejde gennem information og kampagner.