Fhv. chefkriminalinspektør Willy Hove, Dronningmølle i Nordsjælland, fylder 75 mandag den 5. juli 2010.
Fødselaren gjorde tjeneste i politiet fra 1963 til 2003, herunder 28 år i Rigspolitiet Rejsehold, der tog sig af de grovere sager såsom drab, voldeligt røveri og bedrageri, f.eks. de store selskabstømmersager.
Ved siden af gennemførte Willy Hove en lang international karriere. Han var således udstationeret flere gange. I årene 1966-71 ved det danske politikontingent på Cypern og i 1993-94 i Sydafrika som koordinator under EU for politiobservatører fra en række lande for den såkaldte Goldstone-kommission, der undersøgte den politiske vold op til overgangen til flertalsstyre i 1994.
Da kommissionens leder, den nu 71-årige dommer Richard Goldstone efterfølgende blev leder af FNs Krigsforbrydertribunal i Haag i Holland i 1994, blev Hove tilknyttet denne som efterforsker af krigsforbrydelser i Kroatien og Bosnien. Han er nu endeligt pensioneret.