Logistiker skal hjælpe i Pakistan

Forfatter billede

Mal Pantelic rejste fredag til Pakistan, hvor han i foreløbig en måned skal hjælpe ofre for oversvømmelserne, der har berørt mindst tre millioner mennesker i den nordvestlige del af landet.

Den 38-årige logistiker får base i en af de værst ramte byer, Charsadda i Nedre Dir-distriktet, hvor Læger uden Grænser (MSF) den 4. august ydede den første basale lægehjælp til 1.400 personer, der var isoleret fra omverdenen af vandmasserne.

Foto: © Christian Nørgaard, MSF

Med moblie klinikker kan det lade sig gøre at nå disse isolerede grupper og give dem medicinsk hjælp, telte, hygiejnesæt og rent vand.

Brønde og vandforsyning er blevet forurenet af oversvømmelserne, og manglen på rent vand udgør en alvorlig risiko for udbrud af kolera og hud- og luftvejsinfektioner.

Læger uden Grænser sendte den 5. august det første fragtfly fra Europa til Pakistan med 60 ton medicin og udstyr til at etablere vand og sanitet og bekæmpe eventuelle udbrud af kolera.

I forvejen er regionens beboere meget sårbare efter at have levet i en kampszone de seneste 2 år. Militære operationer i regionen fordrev næsten alle civile fra deres hjem i maj og juni 2009.

Det bliver tredje gang, australsk-fødte Mal Pantelic rejser til katastrofe-områder med Læger uden Grænser. Sidste år hjalp han som logistiker ofre for oversvømmelserne efter cyklonen Aila i Bangladesh og efter jordskælvet på øen Sumatra i Indonesien.

Mal Pantelic er udlært maskintekniker hos Ford Motors i fødebyen Melbourne. Han har siden arbejdet som tekniker og montør indenfor bl.a. byggeri og mineindustri.

De seneste 5 år har han boet i København med sin kæreste, sygeplejerske Helle Lhjungmann Pedersen, der også har været udsendt med Læger uden Grænser.

MSF har arbejdet i Pakistan siden 2000.