Gorm Rye nu professor i “Global Politics”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Institutleder, dr.scient.pol. Gorm Rye Olsen, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet (RUC) er udnævnt til Danmarks første professor i “Global Politics”.

Professoratet skal styrke forskningen og undervisningen inden for instituttets satsning i Global Studies. Siden september 2008 har Institut for Samfund og Globalisering udbudt en ny tværvidenskabelig uddannelse på engelsk i Global Studies. Stillingen som professor skal styrke forskningen i de politologiske elementer af den nye uddannelse.

Gorm Rye Olsen fortsætter med sin forskning i global politik. Vægten har igennem de senere år ligget på EU’s rolle i den nye globale orden, som præges af et stærkt Kina på fremmarch og et stadig mere presset USA.

Gorm Rye Olsens primære forskningsmæssige fokus ligger på EU’s forhold til verdens fattige lande især Afrika, hvor han har set på spørgsmål som konflikthåndtering i Afrika og mere generelt på Afrikas betydning for aktuel global sikkerhedspolitik.

Gorm Rye Olsen fortsætter indtil videre i sin stilling som institutleder ved siden af sit professorat.

Rektor for RUC, Ib Poulsen, siger om udnævnelsen:

– Ved siden af det krævende job som institutleder har Gorm Rye Olsen været i stand til at forsætte med sin forskning, og oven i købet har han været i stand til at fortsætte med at publicere sine resultater i internationale tidsskrifter og bøger.

Før Gorm Rye Olsen kom til RUC i 2006, var han afdelingsleder ved det nyoprettede Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han har en omfattende videnskabelig produktion inden for dansk udenrigspolitik med vægt på både udviklingsbistand, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Gorm Rye Olsen er en kendt kommentator i medierne og har skrevet en stribe lærebøger til gymnasiets undervisning i samfundsfag, historie og geografi.