Afdelingschef i COWI, Torben Bruun Hansen, Smørum pr. Ballerup, har 25 års jubilæum onsdag den 1. september 2010.
Arbejdsmiljø var især det område, som Torben Bruun Hansen brændte og brænder for, og som han fik til opgave at udvikle, da han blev ansat i COWI.
Men jubilarens bidrag til COWIs udvikling har været bredere end arbejdsmiljø. Torben Bruun Hansen har haft en dygtig finger med i spillet i forbindelse med den del af forretningen, der vedrører kemikalier, HSE (health safety and environment), miljøledelse og industrimiljø i bredeste forstand.
Som afdelingschef har han de sidste 15 år haft et endnu bredere ansvarsområde, og han har siden januar i år også båret titlen af Vice President som medlem af ledelsen for COWIs Vand- og miljødivision.
Afdelingschefen har gennem hele sin karriere formået at holde fokus på både medarbejdere, forretning og kundernes behov for rådgivning. Han har samtidigt arbejdet på at skabe eksport af knowhow på industrimiljøområdet og engageret sig i aktiviteter i flere end 30 lande med markante initiativer i eksempelvis Bhutan, Nepal, Malaysia og Ægypten.
COWI fejrer jubilæet med en reception onsdag den 1. september 2010 på COWIs hovedkontor i Kgs. Lyngby, Parallelvej 2, kl. 15.30-17.30.
COWI har 6.000 medarbejdere, heraf ca. 2900 med base i Danmark, og beskæftiger sig med rådgivning inden for ingeniørteknik, miljø og samfundsøkonomi. Koncernen har flere end 50.000 projekter i ca. 175 lande, primært i Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Nordamerika.