Erik Heyer er tirsdag rejst til Pakistan, hvor den 32-årige miljøingeniør de næste måneder skal deltage i Læger uden Grænsers arbejde med at sikre rent drikkevand til befolkningen i de oversvømmede områder.
Erik Heyer vil få base i byen Dera Murad Jamali i Baluchistan-regionen, hvor det vurderes, at over en halv million er berørt at de massive oversvømmelser, som har ramt store dele af landet.
Mange af områdets beboere, som hovedsageligt er landmænd, er fordrevet af vandmasserne. De har ikke alene mistet deres huse, men også deres indtægtskilde.
Erik Heyer skal bistå ved vandrensning på vandværker i området – både private og offentlige – og etablere mobile vandværker. Siden oversvømmelserne har det altoverskyggende problem været, at store dele af befolkningen ikke har adgang til sikkert og rent drikkevand, og det øger risikoen for at vandbårne sygdomme spredes.
Erik Heyer vil desuden stå for at sikre de sanitære forhold i lejre for hjemstavnsfordrevne og sørge for miljømæssig forsvarlig håndtering af affaldet fra klinikker og sundhedscentre.
Miljøingeniør Erik Heyer er født i Slesvig. Han har studeret i Danmark og Thailand og bl.a. arbejdet i Grønland. Til dagligt arbejder han for rådgivningsfirmaet COWI og bor på Nørrebro i København. Han har tidligere været udsendt for Læger uden Grænser i forbindelse med oversvømmelseskatastrofer i henholdsvis Burma og Indien.
– I denne fase af katastrofen er en af de allervigtigste opgaver at skaffe rent drikkevand. Jeg vil helt sikkert kunne trække på mine erfaringer fra tidligere udsendelser med Læger uden Grænser, siger Erik Heyer.
Læger uden Grænser har arbejdet i Pakistan siden 1988.