Cæcilie Lyndgaard Andersen rejser i oktober til Egypten for Danmission.
Her skal den 24-årige bachelor i Politik og Administration være volontør i den anglikanske kirkes udviklingsafdeling Episco Care i 9 måneder.
Cæcilie Lyndgaard Andersen tog sin bachelor fra Aalborg Universitet og kan bruge den i arbejdet med kapacitetsopbygning i den egyptiske kirke.
Efter studentereksamen fra Nørresundby Gymnasium i 2006 arbejdede hun som tjener og køkkenassistent. I foråret 2007 var hun udsendt af Danmission i 3 måneder som volontør til Tanzania, hvor hun underviste på Mugeza Skole for døve børn.
Hun beskriver opholdet i Tanzania – ikke mindst arbejdet med de døve børn – som meget givende og en stor oplevelse.
Cæcilie Lyndgaard Andersen har været med i Vodskov FDF siden 1993 – fra 2003 som leder. Gennem FDF er hun med i et missionsudvalg, der samler penge ind til Danmissions Mayaja-projekt i Tanzania.
Danmission, der er en del af Folkekirkens arbejde i udviklingslandene, arbejder sammen med mennesker i Asien, Afrika og Mellemøsten om fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeopbygning.