Christine Andersen skal i 2 måneder deltage i Læger uden Grænsers katastrofeindsats i Pakistan.
Den 31-årige læge kommer til at arbejde i Sindh-provinsen i landets sydlige del, hvor Læger uden Grænser (MSF) tilbyder ambulant lægehjælp til hjemstavnsfordrevne, og bl.a. behandler patienter, som er smittet med diarré.
Christine Andersen er født og opvokset i Frederikshavn. Hun blev færdig med medicinstudiet på Aarhus Universitet i 2007 og har siden arbejdet på sygehuset i Silkeborg og børneafdelingen i Viborg. Det er hendes plan at specialisere sig som børnelæge.
Siden oversvømmelserne ramte Pakistan i begyndelsen af august, har Læger uden Grænser udført knapt 50.000 konsultationer. Organisatio-nen arbejder i øjeblikket på 6 hospitaler, 7 mobile klinikker og i 7 centre, hvor man behandler patienter med diarré.
For at bekæmpe udbrud af kolera, diarré og andre vandbårne syg-domme er det vigtigt at sørge for forsyning af rent drikkevand. MSF uddeler hver dag 1.250.400 liter drikkevand og har bygget 714 latriner.
Underernæring er et stort problem blandt børn under 5 og MSF har på godt 2 måneder behandlet 1.748 underernærede børn.
– At få mulighed for at komme til udlandet og arbejde, var en af grundene til, at jeg i sin tid valgte at læse medicin. Mens jeg læste var jeg 3 måneder i det vestafrikanske land Sierra Leone, hvor jeg hovedsageligt var på et børnehospital i hovedstaden Freetown. Det var meget lærerigt, og opholdet bekræftede mig i, at det var dét jeg ville, når jeg var færdiguddannet, fortæller Christine Andersen.
MSF har arbejdet i Pakistan siden 1988 og har i øjeblikket 1.198 nationalt ansatte og 125 internationalt udsendte i landet.