Kunstmaler Leif Melskens, København, er død. Han blev 78.
Mette Lise Rössing, billedvæver, skriver mindeord:
Leif Melskens voksede op i en dansk katolsk familie, hvor han tidligt valgte kunsten fremfor at arbejde indenfor handel og tilbragte mange år i udlandet. Længst tid i Italien og Peru.
Det blev til flere ophold i det sydamerikanske Andesland, hvor han arbejdede i katolsk regi både i junglen og bjergene, flere gange i samvirke med ungdomsvennen, den danske jesuitterpræst og missionær, Peter Tantholdt Hansen, der døde i juli 84 år gammel.
I junglen fik Leif Melskens til opgave at udvikle det billedskabende hos unge mænd fra Aguaruna-folket. Arbejdet greb ham så meget, at han opbyggede en stor samling af genstande fra stammen, men også mange værker af Aguarunaerne i olie eller som grafik, der beskriver indianernes daglige liv og mytiske forestillinger.
Hjemkommen fra Peru etablerede han med stor energi udstillinger i både ind- og udland om Aguaruna-indianerne. Emnet fulgte ham livslangt og konkurrerede ofte med hans tid til egen kunstnerisk udfoldelse.
Leif Melskens blev enefar til sønnen Peter Melskens, som han også bragte med til Peru som 4-årig. Disse 4 hjørnestene, søn, kunst, Peru og den katolske tro, blev rammen om hans liv.
En trofast kontakt med mange forskellige mennesker bevarede han til det sidste. Peter Melskens tog med stor omsorg hånd om sin far i den sidste svære tid.
Lad os håbe, at Leif Melskens fine indianske samling vil finde et blivende sted, hvor samlingens fortælling kan give størst mulig forståelse for de peruvianske Aguaruna-indianere, der netop nu kæmper for deres rettigheder.
Leif Melskens blev født 29. oktober 1931 og døde 14. oktober 2010.