Poul Jørgensen rejste mandag til Etiopien, hvor han i 6 måneder skal arbejde som administrator på Læger uden Grænser (MSF)s sundhedscenter i byen Imey.
56-årige Poul Jørgensen er tidligere handelsskole-lærer, men har siden 1992 arbejdet med udvikling ad flere omgange for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe, Zambia og Uganda og som administrator for organisationen DACAAR i Afghanistan.
Det er altså en erfaren herre, som projektet i Imey får glæde af, selv om det er første gang, han arbejder for MSF. Hans opgaver bliver fortrinsvis at styre projektets økonomi, udbetale løn til de ansatte og løse opgaver i forbindelse med personaleadministration.
Sundhedscenteret i Imey tilbyder basal lægehjælp, en sengeafdeling, hjælp til gravide og fødende og ernæringshjælp til underernærede børn. Den tyndt befolkede Somali-region i det østlige Etiopien er præget af både fødevareusikkerhed og tilbagevendende konflikter mellem oprørere og regeringen.
Imey ligger relativt afsondret 2 dages rejse fra Etiopiens hovedstad Addis Abeba, og det er nyt for Poul Jørgensen, som tidligere primært har boet i hovedstæderne i de lande, han har arbejdet i:
– Jeg glæder mig til at komme ud i felten, hvor tingene sker. Det får jeg lejlighed til her. Jeg har også en forventning om, at man kan se, at vores arbejde flytter noget, siger han.
Poul Jørgensen er uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus og bor til daglig i Hjørring.
Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden massehungeren i 1984-85, da anslået mindst en million døde.