Der er varme trøjer og skiundertøj i kufferten, når Lisa Fønss Rasmussen lørdag rejser til Pakistan for Læger uden Grænser.
Temperaturen i Sindh-provinsen, hvor hun skal arbejde i 3 måneder, er noget højere end i hjembyen Århus, men lave nok til at varmt tøj er påkrævet.
Den 30-årige sygeplejerske bliver tilknyttet Læger uden Grænsers projekt i Jamshuro-distriktet i Sindh-provinsen, hvor hun kommer til at arbejde i de mobile klinikker, der sørger for gratis lægehjælp til de mange fordrevne, der fortsat bor i lejre.
Læger uden Grænser har efter de voldsomme oversvømmelser i Pakistan i sensommeren gennemført flere end 80.150 konsultationer fra 5 hospitaler, 7 mobile klinikker og 6 centre, hvor man behandler patienter med diarré.
Underernæring er et stort problem blandt de allermest sårbare som for eksempel børn og gravide. Læger uden Grænser har siden 1. august behandlet flere end 4.500 underernærede børn.
Lisa Fønss Rasmussen har siden hun blev uddannet fra Århus Sygeplejeskole i 2005 flere gange har været i udlandet og arbejde. Hun har i et halvt år arbejdet med hiv-aids for Ungdommens Røde Kors i Uganda og flere gange arbejdet i Norge og på Færøerne.
– Jeg tror, at min opgave i Pakistan vil udfordre mig både som menneske og sygeplejerske, og jeg er sikker på, at jeg vil få et nyt perspektiv på tilværelsen. Faktisk tror jeg, at det bliver lidt af en øjenåbner. Jeg vil nok komme til at se, hvor langt man egentlig kan komme med begrænsede ressourcer. Og så vil jeg helt sikkert komme til at værdsætte vores eget sundhedssystem mere, siger Lisa Fønss Rasmussen.
Hun er til dagligt tilknyttet akut medicinsk modtageafdeling på Århus Sygehus, Nørrebrogade.
Læger uden Grænser har arbejdet i Pakistan siden 1988.