Konsulent, coach og konsul Carsten F. Nørgaard, Windhoek (Namibia), fylder 60 tirsdag den 8. marts 2011.
Fødselaren, der bl.a. er master i international pædagogik, fik i 1981 for første gang ansvaret for u-landsorganisationen, IBIS (dengang WUS) program for støtte til den sorte nationalistbevægelse, SWAPO, i Namibia, som på det tidspunkt var kontrolleret af Sydafrikas apartheid-styre.
Bekendtskabet har stået på stort set siden, idet Carsten Nørgaard bortset fra en afstikker for Danida til Palæstina har spillet en central rolle i IBIS arbejde i den gamle tyske koloni. Da Namibia omsider fik sin uafhængighed i 1990, besluttede Danmark at give overgangsbistand til den nye nation under SWAPOs ledelse.
Carsten Nørgaard flyttede fra kollektivet i midtsjællandske Tølløse og har siden boet i Namibia, en af Afrikas bedst fungerende stater. Her var han operativ i arbejdet med at omsætte størstedelen af de i alt 500 mio. kr. i overgangsbistand til landet.
Op gennem 1990erne blev hiv og aids et stadigt voksende problem i Namibia og Carsten Nørgaard var med til at udvikle et banebrydende arbejde med støtte til lokale organisationer. Det var NGOer, der gik forrest i kampen for at bryde udstødelsen af hiv-positive, engagere hiv-positive i forebyggelsesarbejdet og sikre dem adgang til behandling.
Carsten Nørgaard var således i en årrække regionaldirektør for IBIS i Angola, Namibia og Sydafrika med base i Namibias hovedstad, Windhoek.
IBIS har nu trukket sig ud af Namibia, som i forhold til så mange andre afrikanske lande er godt rustet til at kunne klare sig selv – men Carsten Nørgaard bliver.
Han fortsætter sit arbejde dels med hiv og aids-bekæmpelse via IBIS hollandske samarbejdspartner, Hivos, dels som konsulent indenfor ledelse og udvikling. Og så har han været dansk konsul i Windhoek siden 1999.