Mikrobiologen og forretningsmanden, cand.scient. og admin. direktør Steen Riisgaard, København, fylder 60 tirsdag den 22. marts 2011.
Fødselaren, der til daglig leder enzym-giganten Novozymes, er passioneret interesseret i samfundsspørgsmål, herunder natur og miljø.
Kærligheden til verdens fugle og den natur, de lever i, er stor, og personligt har han haft over 250 danske fuglearter i kikkertfeltet, ligesom han under et besøg i Brasilien i 2009 på blot 5 dage formåede at se ikke færre end 130 fuglearter i det berømte vådområde, Pantanal.
Han har selv sagt, at han har taget hele vejen fra ung og rød miljøflipper til at være en ubestridelig erhvervssucces. Noget han i øvrigt fortalte indgående om som særlig indbudt taler på Socialistisk Folkepartis landsmøde i fjor.
Dog uden at han af den grund – og årslønnen på over 18 mio. kr. – har lagt sit gamle miljø-jeg bag sig. Det har især givet sig udtryk i arbejde for Verdensnaturfondens danske afdeling, hvor Steen Riisgaard har siddet i bestyrelsen i en årrække, og i 2008 blev bestyrelsesformand.
Her kender generalsekretær Gitte Seeberg ham som en skarp, engageret og rummelig sparringspartner.
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturinteressen altid har været en stærk drivkraft for ham. Det har gjort ham til en utrolig stærk partner for WWF, fordi han formår at kombinere det kommercielle med indsatsen for naturen. Det er en unik egenskab, siger Seeberg om sin formand til Berlingske.
Måske får WWF Danmark om et par år endnu mere gavn af Steen Riisgaards kapacitet og engagement. Så falder han nemlig for Novozymes interne aldersgrænse og må stoppe som direktør.
Han har allerede luftet muligheden af at kaste sin energi på bestyrelsearbejde både for virksomheder og organisationer.