Formand for Dansk-Svensk Kulturfond, Catharina Collet, træder nu ind i CARE Danmarks bestyrelse. Hun vil bruge sin mangeårige erfaring med at indsamle midler fra det private erhvervsliv til at styrke CARE.
Det er ikke et helt fremmed område for Catharina Collet, når hun bliver bestyrelsesmedlem i CARE Danmark. Siden 1991 og indtil sidste år har hun været formand for Europa Nostra Danmark Fonden, en paraplyorganisation for frednings- og bevaringsforeninger. Og erfaringerne fra den internationale NGO-branche regner hun med at bruge i CARE.
Catharina Collet er uddannet fra Lunds Universitet i Sverige i 1968 og har en kandidatgrad i psykologi og sociologi. Hun har i adskillige år arbejdet med erhvervspsykologi, først i USA og senere i Danmark. Hun har siden 2003 været formand for Dansk-Svensk Kulturfond, og samme år blev hun kåret ridder af Dannebrog.
– CARE er en dynamisk og veldrevet organisation, som har opnået store og veldokumenterede resultater i sit arbejde for fattige og udsatte. Det er derfor et stort privilegium for mig at få lov til at hjælpe CARE med dette vigtige arbejde, siger Catharina Collet.