Peder Thorning er fra 1. september 2011 tiltrådt som koordinator for Danske Handicaporganisationers (DH) virke i Uganda og Rwanda.
Med fokus på rettigheder og kapacitetsopbygning af handicapbevægelsen i de 2 østafrikanske lande skal den 39-årige dansker bidrage til at styrke fortalervirksomheden for politiske forandringer, så handicappede får flere rettigheder og bedre vilkår.
Han er baseret i Ugandas hovedstad Kampala, hvor han ligeledes vil støtte DHs strategi- og programudvikling.
Peder Thorning har mere end 10 års erfaring med international udvikling, bl.a. som rådgiver for MS-ActionAid i Zambia, Uganda og Zimbabwe. Han har især beskæftiget sig med udvikling af partnerskaber med det folkelige organisationsliv.
Derudover har han arbejdet med et bredt spektrum af områder indenfor begrebet god regeringsførelse, såsom konfliktforebyggelse, antikorruption, decentralisering og menneskerettigheder.
Han var videre en del af forskningsteamet omkring et opfølgende studie af virkningerne af det stort anlagte Danida-finansierede Integrated Rural Development Project i Noakhali i Bangladesh.