Ingeniør- og rådgiverkoncernen Rambøll, der er aktiv med opgaver og ydelser i både dansk og international udviklingsbistand, gennemfører et generationsskifte i den øverste ledelse.
Det sker, når koncernchef (CEO) Flemming Bligaard Pedersen (63) ved generalforsamlingen i marts 2012 giver stafetten videre til en ny CEO (Chief Executive Officer).
Ny i spidsen bliver Jens-Peter Saul. Den 45-årige tysk-fødte ingeniør er uddannet fra universitetet i Hannover og har gjort karriere i Siemens siden 1996, senest som CEO for Siemens Wind Power og tidligere bl.a. som direktør for Siemens Energy i Storbritannien samt for regionerne Nord- og Vesteuropa.
Rambøll Gruppens bestyrelsesformand Peter Højland udtaler, at Rambøll med Jens-Peter Saul får den helt rette mand i spidsen for virksomhedens videre udvikling.
Rambøll har gennemlevet en større udvikling under Flemming Bligaard Pedersens ledelse. I de år, han har stået i spidsen for virksomheden, er den vokset fra at være en overvejende dansk virksomhed med ca. 800 medarbejdere til at have næsten 10.000 medarbejdere i flere end 20 lande i 2011. Og ambitionerne er fortsat høje:
– Vi skal sikre, at virksomheden får det optimale ud af sin størrelse, diversitet og kapacitet, og vi skal udvikle virksomheden til på sigt at blive en egentlig global spiller, siger bestyrelsesformanden, og fortsætter:
– Den videre udvikling af Rambøll i den aktuelle udfordrende markedssituation stiller krav til den nye topchef om globalt udsyn og stor erfaring fra en international organisation, og det har Jens- Peter Saul.
– Jeg er overbevist om, at han har lige netop den kombination af visioner, erfaring og forståelse for Rambølls ekspertise og værdier, som skal til for at indfri virksomhedens strategiske mål, slutter Peter Højland, bestyrelsesformand i Rambøll Gruppen A/S.
Jens-Peter Saul stammer fra Rheinhausen, en bydel i Duisburg i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Han begynder i Rambølls nye imposante hovedsæde i Ørestad på Amager først på året 2012. Ramboll Head Office er med sine 40.000 m2, fordelt på syv etager det største nyere domicilbyggeri i Danmark