Ambassadør og cand.jur. Karl-Frederik Hasle, Divonne-les-Bains, Frankrig, fylder 85 torsdag d. 3. november 2011.
Fødselaren kom til udenrigsministeriet i 1953 og gjorde tjeneste i Beograd, Bukarest, Strasbourg, New York (FN-missonen), Ankara og Paris inden han i 1982 udnævntes til ambassadør i Marokkos hovedstad, Rabat.
To år senere blev han chef for udenrigsministeriets kulturkontor og ambassadør ved FNs Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur (UNESCO) i Paris.
I 1986 blev han sendt til Argentinas hovedstad, Buenos Aires, hvorfra han også skulle passe fem andre sydamerikanske lande – bl.a. Chile, hvor han afleverede sit akkrediteringsbrev til Augusto Pinochet.
Karl-Frederik Hasle gik på pension i 1992, men stod fra 1996 til 2004 til rådighed for Det Internationale Humanitære Beredskab under udenrigsministeriet, som bl.a. sender erfarne folk ud at overvåge valg.
Nu lever han godt i sit elskede Frankrig sammen med hustruen Birte i den lille kurby, Divonne-les-Bains, i Jura-bjergene nær grænsen til Schweiz.