Prinsesse Marie protektrice for AIDS-Fondet

marie
Forfatter billede

Prinsesse Marie indtrådte torsdag som protektrice for AIDS-Fondet.

Fondet arbejder for at bekæmpe hiv og aids i Danmark og i de hårdest ramte områder i verden og har særligt fokus på forskning i hiv og aids samt at støtte mennesker, der lever med hiv.

Foto: Steen Brogaard

– Jeg håber at kunne være med til at nedbryde de fordomme, der gør at mange hiv-smittede lever i ensomhed og frygt for andres reaktioner. Samtidig ønsker jeg at støtte AIDS-Fondets fokus på forskning i medicin, der kan hjælpe fremtidige generationer til at vokse op uden hiv og aids, udtaler Prinsesse Marie.

Den 35-årige prinsesse, der blev gift med Prins Joachim i maj 2008, er i forvejen netop blevet protektrice for Folkekirkens Nødhjælp. Prins Joachim har i mange år bl.a. været protektor for CARE Danmark.

– Prinsesse Marie kan være med til at sætte fokus på de områder, AIDS-Fondet arbejder med. Vi er meget taknemmelige over, at Prinsessen har valgt at støtte op om vores arbejde med at bekæmpe en sygdom, der stadig er omgærdet af tabuer og som koster 1,8 millioner menneskeliv hvert år, siger Henriette Laursen, direktør i AIDS-Fondet.

På det medicinske område er der de seneste år sket store fremskridt. I dag har halvdelen af alle hiv-smittede gravide kvinder adgang til den medicin, der forebygger at deres børn smittes under fødslen, og forskningen i hiv-vaccine har opnået lovende resultater.

Men udfordringerne er stadig mange. Næsten 9 millioner mennesker mangler at få adgang til hiv-medicin og der er behov for et øget fokus på de mennesker, der er særligt udsatte.

I Danmark rammer fordomme stadig hårdt og mange hiv-smittede tør ikke fortælle deres nærmeste om sygdommen, der kan føre til aids i udbrud.