Bjørn Heinesen er rejst til Etiopien, hvor han i tre måneder skal arbejde som logistiker for Læger uden Grænser (MSF) i flygtningelejrene i landets sydøstlige del nær grænsen til Somalia.
Ernæringskrise og konflikt i Somalia har siden i sommer tvunget hundredetusinder til at flygte til nabolandene Kenya og Etiopien. MSF behandler de underernærede børn, vaccinerer og yder lægehjælp i tre lejre omkring byen Dolo Ado samt transitlejren ved grænsen.
Væsentligt færre familier flygter i dag til Etiopien, end da krisen var på sit højeste, men der er fortsat nok at lave med at sikre sundhedshjælp og ordentlige leveforhold for flygtningene.
32-årige Bjørn Heinesen bliver den femte dansker, der lige nu er udsendt til lejrene i området.
Det er syvende gang, han rejser ud med Læger uden Grænser. Siden 2007, hvor han første gang blev udsendt til Darfur, har han arbejdet som logistiker med bådflygtninge i Yemen, på et ernæringsprojekt blandt nomadefolket Afar i det nordlige Etiopien, med at bekæmpe kolera i Zimbabwe og hjulpet med at vaccinere en halv million mennesker mod meningitis (hjernehindebetændelse) i Nigeria.
Senest har han i 2010 arbejdet i knap syv måneder på hospitalet i byen Lashkargah i Afghanistans Helmandprovins.
– Jeg har forberedt mig ved at bruge meget af den seneste tid på at læse om Somalia og kultur og magtstrukturer i landet, sagde Bjørn Heinesen inden afrejsen.
– Det er vigtigt for mig at fjerne hovedet fra Europa og de måder, vi tænker på her. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg opnår de bedste resultater ved at stikke en finger i jorden og løse tingene på den måde, folk er vant til på stedet, lagde han til.
Bjørn Heinesen er født og opvokset på Ærø, bor til dagligt i København og har orlov fra studierne i socialvidenskab på RUC.
Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden massehungeren i 1984.