Dr. theol. Ole Jensen, Hurup (Thy), fylder 75 tirsdag d. 24. januar 2012.
Fødselaren kan tælle titler som fhv. rektor, højskoleforstander og domprovst – og så er han professor og dr.theol.
Han studerede teologi, først i København, siden i fødebyen Århus, hvor han tog eksamen i 1962 som studerende under den legendariske teolog K.E. Løgstrup.
I 1974 blev han professor i dogmatik ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet. To år efter blev han dr. theol. med en disputats, der kritiserede den dominerende protestantiske teologi for ikke at tage nok vare på naturen, men tværtimod legitimere rovdriften og forureningen ved at forkynde mennesket som skabningens herre.
I Ole Jensens øjne bør religionen i stedet forpligte sig til at tage vare på skaberværket og inspirere til nænsomhed og forståelse overfor ens naturgivne omgivelser og klodens skæbne som sådan.
Denne økologiske teori blev i 1976 lagt frem i bogen “I Vækstens Vold. Økologi og Religion”, der fik afgørende betydning for talrige danske teologers åndelige orientering. Hovedbudskabet er, at vækst er godt for økonomien, men tilsvarende skidt for naturen og klimaet.
I januar 2011 fulgte han op med bogen “På kant med klodens klima – Om behovet for et ændret natursyn”.
Herom skrev Jyllands-Postens anmelder, Johns. H. Christensen, bl.a., at den “handler om klimakrisen og vores brutale natursyn – for ikke at sige voldtægt af naturen, og den gør det på baggrund af den kristne forestilling om Skabelsen, sådan som hans læremester K. E. Løgstrup udlagde den”.
Han lægger til: “Plusordene i bogen er agtelse – ærbødighed for det, som ikke er os, men uomgængeligt »i sin egen vælde og skønhed og værdighed«. Træer, dyr, stjernehimlen, mineralerne, bjergene og havet. Dette er det kostelige, som er forunderligt ved sin pragt og skønhed”.
“Men naturen i sin egenart, mangfoldighed og storhed er truet, fordi mennesket har stjålet James Bond’s licence to kill: Naturudnyttelsen, ødelæggelsen, hensynsløsheden. I vores forhold til naturen er vi – bogens minusord – dumme, skændige, krænkende, skamløse, sårende”.
For medarbejdere på den nyhedstjeneste, De nu læser, og som snart sagt hver dag behandler telegrammer om naturens nedslidning og ødelæggelse, er det tankevækkende ord.
I medfør af arternes udryddelse – den masseuddøen, der pågår – er det i sandhed en alarmklokke.
Før sin pensionering i 2002 var Ole Jensen bl.a. forstander for Grundtvigs Højskole, Frederiksborg (1985-92) og medlem af Det Etiske Råd (1988-93).
