BØRNEfonden udvider ledelsen på kontoret i København med ansættelse af en Communications Director og en People Development & Culture Director.
”Udviklingen stiller skærpede krav til vores kommunikation. Vi skal i fremtiden både kommunikere mere og bedre til vore sponsorer og offentligheden”, siger fondens CEO (Chief Executive Officer), Bolette Christensen, og uddyber:
“Samtidig er Afrika et kontinent i opbrud. De børn og unge afrikanere, som vi støtter, vil og kan meget selv, og vores mere end 800 ansatte i Afrika har kompetencer, som i større omfang skal komme hele BØRNEfonden til gode. Derfor udbygger vi vores HR funktion til et egentligt forum for inddragelse på tværs af kontinenter, sprog og kulturer”.
”I BØRNEfonden betragter vi afrikanerne som samarbejdspartnere – ikke som ofre. Det er det nye Afrika,” tilføjer Bolette Christensen, der kom til som direktør for fire måneder siden.
Den 1. marts tiltræder Vibeke Quaade som Communications Director i en nyoprettet stilling.
Hun har arbejdet med kommunikation og udvikling i mere end 15 år. Hun har været informationsleder i Center for Kultur og Udvikling under Danida og projektleder i Wonderful Copenhagens presseafdeling.
49-årige Vibeke Quaade var udstationeret i Afrika 2005-11, først for Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda som kommunikationsrådgiver, senest for ActionAid International som kommunikationskonsulent for organisationens 19 Afrika-programmer.
Den 17. april tiltræder Søren Lund Sørensen som People Development & Culture Director ligeledes i en nyoprettet stilling.
Han har siddet som HR-chef i Haldor Topsøe og LEO Pharma, hvor han har været med til at opbygge professionelle HR-funktioner og arbejdet med international HR (Human Resources) de sidste 12 år.
43-årige Søren Lund Sørensen er i øjeblikket konsulent for KRM AG (ECCO) i Schweiz. Han har boet og arbejdet i Zimbabwe, Togo og Ecuador.
BØRNEfonden gør gældende, at den med 200 mio. kroner i årligt indsamlede midler er Danmarks største udviklingsorganisation.