Verdens Skove (tidl. Nepenthes) valgte på sin generalforsamling i forrige weekend Nanna Brendholdt Thomsen som ny forkvinde.
Den 26-årige specialestuderende på Internationale Udviklingsstudier og Geografi på Roskilde Universitet har stor interesse for organisations-udvikling og organisk ledelse, samt for at skabe gode vilkår og motiverende rammer for de frivillige i Verdens Skove i Danmark.
Hun arbejder i særlig grad med skov og klima, mere specifikt REDD+, oprindelige folks rettigheder og skovbevarelse i troperne. Nanna Brendholt Thomsen var næstformand i den nu 30 år gamle miljøorganisation og afløser Kristian Jørgensen på formandsposten.
Han valgte ikke at genopstille og sagde for nylig til foreningens medlemsblad:
“Jeg har været beæret over at kunne besidde posten i nu fire år – og det i en periode, hvor foreningen har udviklet sig på en række fronter og gennemgået store forandringer. Det har været en spændende tid, der har været helt ufattelig lærerig, udfordrende og ikke mindst sjovt for mig”.
“Efter fire år er det kun rimeligt, at en ny person får mulighed for at prøve sig selv af på posten, herunder byde ind med nye kræfter, ideer og metoder.”
Her tre skarpe til den nye forkvinde (fra Verdens Skoves netsted)
Hvad ser du som din vigtigste opgave?
Min vigtigste opgave er at støtte op omkring den vigtige indsats, som aktive i Verdens Skove gør for at bevare skov verden over.
Det kan jeg gøre ved, i fællesskab med den øvrige ledelse, at lytte efter og finde løsninger på, hvad foreningen mangler for at optimere arbejdet og hvordan vi har de bedste rammer for at udføre de mange forskellige aktiviteter, som strækker sig fra rådgivning på projekterne i Latinamerika, til kampagner, etablering af et sundt naturområde i Danmark og til lobby i f.eks. internationale politiske forhandlinger.
Hvad bliver den største udfordring?
En stor udfordring bliver at sikre et endnu stærkere samarbejde og synergieffekter på tværs af afdelinger, frivillige og ansatte, geografiske afstande, samt politiske temaer og indsatser. Samtidig er det noget af det, jeg glæder mig til at finde gode løsninger på.
Det bliver også en stor udfordring fortsat at støtte op om den motiverende energi, der skabes ved at aktive har det frie initiativ til skabe deres egen aktivitet samtidig med, at vores fælles foreningsstrategi kan bruges som et værktøj til at få folk til at mødes om enkelte indsatsområder, så ressourcerne i foreningen kan blive brugt med den stærkeste effekt – sammen står vi stærkere.
Hvilket fagområde brænder du mest for?
Som min faglige baggrund i geografien og international udvikling også udtrykker, er det fagområde jeg brænder mest for vores udviklingsarbejde i Latinamerika. Jeg har altid været interesseret i mødet mellem natur og mennesket og det liv der opstår, når der mærkes en samhørighed derimellem.
Samtidig har jeg siden mine første oplevelser i Latinamerika i 2004 ikke været i tvivl om, at jeg må gøre en indsats for, at de mennesker der bor i skovene bliver støttet i deres kamp mod folk (ofte udefrakommende), der ser total ryddet skov som en skattekiste og ikke ser den iboende værdi i skoven – et nødvendigt sted for bevarelse af al liv, slutter hun.
Verdens Skove har haft et pulserende 2011 med mange høringssvar, massivt lobbyarbejde, kampagner og events. Et af højdepunkterne i weekenden var tovholdernes afrapportering fra de 5 mål (klima, regnskov, dansk natur, bæredygtigt træ og organisationsudvikling), der alle havde taget skridt fremad.
Bestyrelsen i Verdens Skove ser nu sådan ud:
Formand:
Nanna Brendholdt Thomsen
E-mail: [email protected]
Mobil: 30 24 09 20
Næstformand
Jan Graversen
Øvrige bestyrelsesmedlemmer
Kristian Jørgensen
Signe Buhl Olesen
Søren Kanstrup
Anders Nielsen
Suzanne Nielsen
Man kan følge med i Nanna Brendholdt Thomsens blog på
http://www.verdensskove.org/debat/nanna
Man kan læse meget mere om hende på
http://www.dfs.dk/temaer/frivillig/frivillige-fortaeller/nanna-thomsen